En mand, som politiet siger skød en politimand, før han barrikaderede sig i en lejlighed i Orlando, Florida, USA, skød tilsyneladende alle de fire børn, som han havde holdt som gidsler, inden han affyrede pistolen mod sig selv.

På en pressekonference sent mandag aften blev den afdøde mand identificeret som den 35-årige Gary Wayne Lindsey Jr.

Han blev fundet død på toilettet, da politiet trængte ind i lejligheden næsten 24 timer efter dramaets begyndelse.

Politifolkene opdagede undervejs, at en af børnene var blevet dræbt, og de besluttede sig for at gå i aktion klokken ni om aftenen mandag. Uheldigvis var de øvrige tre børn også blevet dræbt.

De var 1, 7, 10 og 11 år gamle. Det skriver avisen New York Post.

Ifølge avisen Orlando Sentinel var to af børnene Lindseys, men de andre to var hans kærestes fra et tidligere forhold. Det var hende, som tilkaldte politiet til den faretruende situation søndag.

Da politiet rykkede ud til ejendommen, blev de mødt af skudsalver. Politimanden Kevin Valencia blev ramt, og selv om hans tilstand blev betegnet som kritisk, regnede man med, at han ville overleve.

Ifølge retspapirer havde den 35-årige Lindsey en del på samvittigheden. Det drejede sig blandt andet om brandstiftelse og tyveri. Han var prøveløsladt i forbindelse med flere tiltaler, deriblandt brandstiftelse.

Politifolkene fik evakueret de andre beboere i bebyggelsen, selv om det var midt om natten.

Nogle af dem gik stadig rundt på en nærliggende restaurants parkeringsplads mandag morgen. De blev senere på dagen bragt til et hotel.

Episoden varede næsten et helt døgn, og det påvirkede også beboerne i de omkringliggende bygninger.

Omkring fem gader borte stod to politibiler og blokerede indkørslen til gaden. De indbyggere i nabokomplekserne, som ville hjem, skulle vise identifikation og blev eskorteret hjem af politiet.

Også adskillige brandbiler var tilstede - for alle tilfældes skyld.