En hændelse med strømfordelingen på atomanlægget Natanz er en "terrorhandling", siger iransk atomchef.

Iran har i weekenden haft problemer med strømforsyning på atomanlægget i Natanz, som er landets største anlæg for berigelse af uran.

Det iranske atomenergiagenturs chef, Ali Akbar Salehi, siger til statsligt tv søndag, at atomanlægget er blevet ramt af en "terrorhandling".

Han har ikke umiddelbart fremlagt oplysninger, der kan underbygge påstanden.

Meldingen kommer, dagen efter at Teheran tog en ny avanceret centrifuge til berigelse i af uran i brug.

Atomchefen siger til iransk tv, at han vil bede det internationale samfund og Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om at håndtere det, han betegner som "atomterrorisme".

Salehi tilføjer, at Iran også forbeholder sig ret til at gribe til handling over for dem, der står bag den påståede "terrorisme".

Natanz-anlægget ligger i ørkenen i den centrale provins Isfahan, og det opfattes som den centrale del af berigelsesprogrammet.

- Ved episoden kom ingen noget til, og der er ikke sket radioaktivt udslip, siger talsmanden for Irans civile atomprogram, Behrouz Kamalvandi.

Årsagerne til problemerne er endnu ikke klarlagt.

Behrouz Kamalvandi siger søndag, at problemerne opstod i anlæggets elnetværk.

Der er ikke offentliggjort detaljer om episoden.

Det er ikke første gang, at Iran siger, at dets atomanlæg har været udsat for sabotage.

I juli sidste år udbrød der brand på anlægget, hvilket regeringen i Teheran kaldte et forsøg på sabotage mod Irans atomprogram.

Flere fremtrædende iranske kilder antydede, at Israel kunne stå bag forsøg på at sabotere de iranske anlæg.

Israel er stærkt kritisk over for Iran og ikke mindst landets atomanlæg. Israelerne frygter, at Iran kan være i færd med at udvikle atomvåben.

Iran fastholder, at landets atomprogram kun har til hensigt at fremstille energi.

Der er netop indledt nye forhandlinger i Wien med USA om atomaftalen fra 2015.

Iran har officielt budt det velkommen, at USA har sendt signaler om, at USA's sanktioner vil blive ophævet, hvis iranerne vender tilbage til atomaftalen fra 2015.

/ritzau/Reuters