Generalsekretæren i FN gør i en erklæring status på Irans missilprogram og atomaftalen fra 2015.

New York. FN's generalsekretær, portugiseren António Guterres, siger i en erklæring til Sikkerhedsrådet, at Iran måske trodser FN's opfordring om at droppe udviklingen af ballistiske missiler.

Erklæringen er en evaluering af Irans missilprogram og atomaftalen, der blev indgået mellem Iran og en række stormagter.

Guterres giver i erklæringen udtryk for, at Iran overholder atomaftalen.

Generalsekretæren oplyser dog, at FN efterforsker Irans mulige levering af ballistiske missiler til oprørere i Yemen.

Missilerne er muligvis blevet brugt i angreb mod Saudi-Arabien 22. juli og 4. november.

Guterres understreger også, at atomaftalen stadig er "den bedste måde" at sikre, at Irans atomprogram også fremover vil have en fredelig karakter.

Portugiseren siger videre, at USA's præsident, Donald Trump, har skabt usikkerhed om atomaftalens fremtid.

Han er dog fortrøstningsfuld.

- Jeg er blevet forsikret om, at USA har udtrykt, at landet står ved aftalen for nu, siger Guterres.

Trump har holdt en dør på klem for, at USA kan trække sig ud af aftalen. Præsidenten har gentagne gange kritiseret aftalen, der blev indgået i 2015.

- Jeg opfordrer USA til fortsat at vise sin forpligtigelse til denne aftale og til at tænke på de større konsekvenser, før der bliver taget nye skridt, siger Guterres.

Han kommer også med en opfordring til Iran.

- På samme måde vil jeg opfordre Iran til grundigt at overveje de bekymringer, som aftalens parter rejser.

Aftalen med Iran går ud på at forhindre, at iranerne udvikler atomvåben. Til gengæld har Vesten ophævet en række sanktioner mod landet.

Den blev underskrevet af USA, Iran, EU, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Kina og Rusland.

/ritzau/AP