»Katastrofale og livstruende oversvømmelser«.

Sådan lyder advarslen fra de amerikanske myndigheder, der lige nu holder vejret.

Den amerikanske delstat Californien forbereder sig nemlig på sin første tropiske storm siden 1939.

»Jeg tror ikke, at nogen af ​​os – og da især ikke mig – havde troet, at jeg ville stå her og tale om en orkan eller en tropisk storm,« sagde Janice Hahn, formand for Tilsynsrådet i Los Angeles County, på et pressemøde fredag.

Den tropiske storm bliver kaldt 'Hurricane Hilary', som kan oversættes til orkanen Hilary.

Orkanvarslet lyder lørdag på en kategori 4-orkan på skalaen, der går til 5.

Dens vindstød er på over 200 kilometer i timen, men forventes at svækkes, så snart den går ind i køligere farvande, skriver CNN.

Dette billede fra National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) viser orkanen Hilary ud for Mexicos kyst den 19. august.
Dette billede fra National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) viser orkanen Hilary ud for Mexicos kyst den 19. august. Foto: Jose Romero/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Borgmester slår alarm
Konkret forventes stormen at ramme den sydlige del af Californien søndag.

Foruden risikoen for oversvømmelser advarer myndighederne om risiko for tornadoer og farlige bølger.

»Hold jer væk fra vejene, og hold jer væk fra alt, der kan ligne en væltet højspændingsmast,« sagde Karen Bass, borgmester i Los Angeles, på fredagens pressemøde.

Hun kalder uvejret endnu et eksempel på klimaforandringerne.

CNN skriver, at dele af det sydlige Californien og nabostaten Nevada kan få mellem 75 og 150 millimeter regn.

Nogle steder kan der sågar falde op til omkring 250 millimeter nedbør.

Til sammenligning blev der i Danmark i juli, som var historisk våd, målt lidt over 140 millimeter nedbør i alt på landsplan.

Los Angeles Times skriver lørdag, at regndråberne er begyndt at falde ned over nogle ørkenområder.

Særligt Los Angeles’ hjemløse, som der er flere end 40.000 af, er myndighederne bekymrede for. 

Det ventes nemlig massivt nedbør, som kan skabe oversvømmelser i byens viadukter og udtørrede flodlejer, som er hjemsted for mange hjemløse.

»Vi håber, at stormen ikke forårsager nogen skade, og endnu vigtigere ingen tab af menneskeliv. 

»Men vi vil forberede os på et værst tænkeligt scenario« sagde Los Angeles Countys sherif Robert Luna på et pressemøde fredag.

Han oplyste samtidig, at de lokale hjælpeorganisationer arbejder på at placere mandskab i flodlejerne, der kan kontakte de hjemløse og anvise dem andre midlertidige overnatningsmuligheder.

Nevadas guvernør Joe Lombardo meddelte fredag, at 100 statslige Nationalgarde-tropper vil blive indsat til det sydlige Nevada, som kan risikere betydelige oversvømmelser.