Emilie Lilja skal være mor.

Den 36-årige influencer, dj og model venter nemlig sit første barn.

Det afslører Emilie Lilja i sin og Jasper Ritz' podcast '1000 regrets'.

Her har Emilie Lilja sin veninde, musikeren Bathsheba, med i studiet, og her må influenceren beklage, at hun ikke kan komme med til venindens koncert i Store Vega til oktober alligevel.

»Jeg fortryder rigtig meget at måtte meddele dig, at jeg ikke kan komme. Men der en grund til, at jeg ikke kan komme,« forklarer Emilie Lilja, førend Bathsheba selv lugter lunten - og med egne ord 'ikke kan håndtere det'.

»Det er fordi, jeg skal være nogens mor,« røber Emilie Lilja alligevel - og studiet bryder ud i tårer.

Privat danner Emilie Lilja par med den 29-årige dansk-amerikanske fodboldspiller Martin Steven Conley, der for tiden er aktiv for københavnerklubben BK Frem.

Det er dog sparsomt med informationer om forholdet, men i november 2021 fortalte Emilie Lilja i DR-podcasten 'Hjerteflimmer for voksne', at hun havde fået en kæreste under coronapandemien.