Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En fællesnævner for næsten alle de ukrainere, jeg de sidste par dage har talt med, er, at de har let til tårer – og man forstår dem godt.

Den søde ukrainske dame, der gav mig et lift fra Lviv mod Kyiv, havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun for første gang siden krigens udbrud vendte hjem og så de mange sønderbombede huse, fabrikker, restauranter og benzinstationer langs med indfaldsvejen mod hovedstaden.

»Det derovre var en fødeklinik. Hvem bomber dog en fødeklinik,« sagde hun hovedrystende. »Jeg ved ikke, om vi kan tilgive det her. Der er noget i mig, der råber på hævn.«

Min fixer her i Kyiv var også bevæget, da han fortalte om sin familie, som er i Kroatien, og som han ikke har set i månedsvis. Han må ikke forlade landet, da han er under tres år gammel, og han tør ikke hente dem hjem til Kyiv endnu.

Denne dame fra byen Horenka har mistet sit hus, som blev totalsmadret af russerne i krigens første fase.
Denne dame fra byen Horenka har mistet sit hus, som blev totalsmadret af russerne i krigens første fase.
Vis mere

B.T. besøgte torsdag Horenka, den sidste og afgørende bastion, som forhindrede, at russerne rullede ind i Kyiv i krigens første dage. Prisen, den lille by har betalt, er nærmest ubeskrivelig. Horenka er fuldstændigt smadret, og de kvinder, der viste rundt i ruinerne af det, der engang var deres hjem, brød da også ud i gråd, når de skulle fortælle om, hvad der skete.

»Hvad skal der blive af os, når vinteren kommer?« sagde en ældre dame, der stod i et hus uden tag og vinduer, hvor hele den ene side af ydermuren var faldet sammen.

Det er et godt spørgsmål. Forude lurer en humanitær katastrofe, medmindre man får genhuset de mange tusinder, der lige nu sover under åben himmel og laver mad på feltkøkkener – og det er der ikke meget, der tyder på, vil ske.

Sådan her ser mange af husene i landsbyerne nord for Kyiv ud i dag.
Sådan her ser mange af husene i landsbyerne nord for Kyiv ud i dag.
Vis mere

Foruden frygten for fremtiden er der for mange familier den konstante frygt for mændene ved fronten. I byen Zhotomyr talte jeg med Oleg, hvis bror og nevø er i kamp i Donbas. Han fortalte, at de én gang ugentlig har mulighed for at få en opdatering på, om deres kære er raske, sårede eller ligefrem døde.

»Det er en enorm lettelse, hver gang vi får beskeden om, at de er OK. Men i løbet af ugen bygger frygten i os sig op igen, og vi står med livet i hænderne, hver gang vi venter på det skæbnesvangre opkald.«

Kirsebærtræet er også beskadiget af angrebet, men fortsætter med at levere bær.
Kirsebærtræet er også beskadiget af angrebet, men fortsætter med at levere bær.
Vis mere

Det er virkeligheden her i Ukraine, hvor det har et skær af mareridt over sig. I nat drømte jeg om den dame i Horenka, som intet i verden længere ejer, men som insisterede på at give os en stor pose med velsmagende kirsebær fra hendes træ i haven. Kirsebærtræet var også blevet ramt af en granat, men selvom det nu er helt forvredet, så nægtede det at kapitulere og leverede frugt til sin ulykkelige ejer i en smuk symbolsk gestus.

Kyiv fungerer på sin vis som story, selv med udgangsforbuddet fra kl. 23-05. Men arrene fra russernes brutalitet er tydelige overalt. Og følelserne hænger uden på tøjet hos byens beboere. Som en israelsk, herboende landmand sagde til mig: »Alt er normalt, intet er normalt.«

Andre læser også