Ejer Ruslands præsident, Vladimir Putin, noget i Europa? Man kunne fristes til at tænke nej efter at have hørt, hvordan han i forskellige taler fordømmer Vesten og russere, der lever en vestlig livsstil.

Men noget tyder på, at Putin ikke hader Vesten helt så meget.

I hvert fald ikke nok til ikke at ville have en luksusyacht på 140 meter til knap fem milliarder kroner liggende i en europæisk havn.

En antikorruptionsenhed, der er allieret med den russiske fængslede oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, har undersøgt en yacht, der ligger i havnen Marina di Carrara på den italienske vestkyst.

Og ifølge dem peger alle beviser på, at den tilhører Putin. Derfor forlanger de nu, at italienske myndigheder beslaglægger yachten omgående.

Det fortæller de om i en video på Aleksej Navalnyjs YouTube-kanal.

Yachten, som de har undersøgt, hedder 'Scheherazade', har seks dæk, to helikopterlandingspladser, hvor helikopteren kan sænkes ned i bådens skrog, en swimmingpool, en spa-afdeling, en skønhedssalon, elevator.

Og så er der ikke registreret nogen ejer af yachten.

Superyachten til knap fem milliarder, der måler 140 meter i længden, komplet med luksusfunktioner, herunder to helikopterpladser.
Superyachten til knap fem milliarder, der måler 140 meter i længden, komplet med luksusfunktioner, herunder to helikopterpladser. Foto: YouTube
Vis mere

Netop på grund af det faktum vidste antikorruptionsenheden af erfaring, at de helt sikkert burde undersøge sagen nærmere:

»Det er vigtigt at huske på Putins vigtigste trick, som vi kender fra historien om hans palads: Hvis noget virkelig tilhører Putin, skal man ikke undersøge, hvem der er registreret som ejer, men hvem der administrerer ejendommen,« siger de to Navalnyj-allierede i videoen.

De har derfor undersøgt, hvem der arbejder på luksusyachten i Italien, og hvem der betaler deres løn.

Her viser det sig, at alle, der arbejder på båden – på nær kaptajnen – er russiske statsborgere.

Og ud over at de er russere, har de også en anden ting tilfælles: Godt halvdelen, 23 af dem, arbejder for FSO, som er den russiske føderale regeringsenhed, der arbejder for at beskytte Putin. Det tidligere KGB.

Navalnyjs efterforskningshold fortæller, at de har talt med flere af yachtens besætningsmedlemmer, og derfor kan de blandt andet fortælle detaljer om bådens indretning.

På det nederste dæk er der teknikrum, køkkener, en spisestue, mødelokaler og en medarbejder-lounge.

På dækket ovenover er der seks gæstekahytter, en stor spisestue, en spa-afdeling med massagerum, en swimmingpool, termiske bade og forskellige saunaer: en tyrkisk, en finsk og en cryosauna.

Cryosaunaer er også at finde i alle Putins andre ejendomme, fortæller efterforskningsholdet.

På det øvre dæk er der en kæmpe stue, en spisestue, to VIP-kahytter og ikke mindst et mekanisk klaver, som besætningsmedlemmer har fortalt kan spille af sig selv.

På det allerøverste dæk finder man ejerens dæk, som er opdelt i to zoner. Den første zone er ejerens med soveværelse, privat spa, jacuzzi-badeværelse, walk in-closet og kontor.

Den anden zone er til ejerens ledsager, hvor der er et stort soveværelse, jacuzzi-badeværelse og walk in-closet.

Italienske myndigheder skulle have undersøgt, hvem der ejer yachten, på grund af mistanke om, at den tilhører Putin. Men det har endnu ikke kunnet bevises, hvorvidt Putin ejer den.