Der er allerede blevet sagt og skrevet meget om stormløbet på den amerikanske kongresbygning i januar, hvor Trump-støtter forsøgte at få valgresultatet underkendt.

Nu bliver der tilføjet endnu et kapitel om sagen, da en journalist i en kommende bog kommer med nye oplysninger om, hvordan den daværende præsident, Donald Trump, skal have reageret, da det stod på.

Det skriver ABC News, hvor journalisten bag bogen 'Betrayal: The Final Act of the Trump Show', Jonathan Karl, arbejder som Washington-korrespondent.

Tidligere har kilder i forskellige bøger om 6. januar, hvor stormløbet mod Kongressen fandt sted, fortalt, at præsidenten opholdt sig i sin private tv-stue og fulgte med i, hvad der skete, på fjernsynsskærmen.

Det samme skriver Jonathan Karl i sin kommende bog, men videre skriver han, at Trump undervejs modtog et opkald.

Ifølge en række anonyme kilder var det minoritetslederen for Republikanerne i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, der var i den anden ende af røret.

Han skulle – ifølge kilderne i bogen – have bedt Trump om at bede oprørerne om at forlade Kongressen:

»Jeg er lige blevet evakueret fra Capitol (der er sædet for den amerikanske kongres, red.). Der blev affyret skud lige ved Husets etage. Du er nødt til at få det til at stoppe,« skal den republikanske politiker have sagt til Trump under samtalen.

Ifølge kilderne svarede Trump afvisende:

»De er bare mere oprørte, end du er, fordi de tror mere på det end dig, Kevin,« skal den daværende præsident have sagt med henvisning til hans ubegrundede påstand om, at valget var blevet »stjålet« fra ham.

I bogen påstås det også, at Trump kunne lide, hvad han så på fjernsynsskærmen, ligesom han skal have pralet af størrelsen på mængden af demonstranter.

Først to timer efter, at optøjerne ved Kongressen gik i gang, udsendte Trump en video, hvor han bad sine støtter om at gå fredeligt hjem:

»Vi elsker jer. I er særlige,« sagde han blandt andet til dem i videoen.

En anonym kilde fortæller i Jonathan Karls bog, at det tog flere forsøg at optage den rette video. Blandt andet skal Trump i nogle af de andre versioner ikke have bedt sine støtter om at forlade Capitol, hævdes det.

Det var 6. januar i år, at USAs kongres i Washington D.C. blev stormet af vrede demonstranter, der var utilfredse med valgresultatet fra præsidentvalget, som var blevet afholdt 3. november 2020.

Valget vandt demokratiske Joe Biden – men siden har Donald Trump hævdet, at der fandt valgsvindel sted.