Det danske spilfirma Playdead har ifølge internationale medier begået en genistreg med deres nyeste spil 'Inside', som kan spilles på computer og konsollen Xbox One.

’Mesterværk’ kalder den internationale spil- og videoportal IGN Entertainment det danske spilfirma Playdeads nyeste udspil.

Spillet 'Inside' kaster dig uden forhistorie ind i en dystopisk verden, alene og jagtet går det kun én vej – fremad. Og IGN er ikke alene om at sige, at det er helt og aldeles vellykket. Det amerikanske Time Magazine skamroser også det danske spilfirmas bestræbelser med 'Inside'.

»Hvad end Playdeads designere kradsede i overfladen af for seks år siden (med Limbo, red.), så bærer det i den grad frugt nu,« skriver Time.

Danske Playdead er et uafhængigt spilfirma, som siden 2006 har arbejdet med den atmosfæriske spiludgivelse Limbo, som også høstede flotte anmeldelser tilbage i 2010. Og nu har de så udgivet den spirituelle efterfølger til deres succeshistorie med spillet 'Inside'.

'Inside' er et såkaldte '2D Puzzle-spil', hvor man starter spillet som en lille dreng ude i en skov. Her skal man løbende løse forskellige gåder for at komme videre i spillet. Alt i mens går det over stok og sten i det visuelt imponerende og atmosfæriske spilmiljø på en konstant flugt fra soldater, hunde osv.

IGN Entertainment har anmeldt spillet og givet det 10/10. Og de har tilsyneladende svært ved at finde et eneste kritisabelt punkt ved 'Inside'. De fremhæver i stedet spillets æstetik, lyddesign og historie.

Du kan se en trailer til spillet her.

'Inside' er ude nu på xbox One nu og på online spileportalen Steam 7. juli.