Parterne vil ikke opgive håbet om fred i Colombia, selv om befolkningen stemte nej til fredsaftale.

Havana. Den colombianske regering og den marxistiske oprørsgruppe Farc indledte lørdag forhandlinger om en ny fredsaftale mellem parterne.

Det bekræfter repræsentanter fra begge sider af forhandlingsbordet på Twitter.

- Delegerede og rådgivere for regeringen og Farc er i Havana (Cubas hovedstad, red.). Indleder konstruktiv dialog. Lad os skabe fred, skriver den colombianske regering på Twitter.

- Der er en optimistisk atmosfære. Lad os skabe fred, lyder det fra Farc's leder Timoleon Jimenez, der står i spidsen for forhandlingerne for oprørsgruppen.

Han tilføjer, at parterne i øjeblikket forsøger at finde et fælles ståsted i processen frem mod en ny aftale.

Den første aftale, der havde været fire år undervejs, blev nedstemt ved en folkeafstemning 2. oktober.

Landets præsident, Juan Manuel Santos, har foreløbigt forlænget våbenhvilen i Colombia til udgangen af året.

Farc har også bekræftet, at gruppen er villig til at fortsætte fredsprocessen og bevare våbenhvilen.

Juan Manuel Santos modtog Nobels fredspris, blot få dage efter at befolkningen havde stemt nej til aftalen, der skulle sætte en stopper for mere end 50 års borgerkrig i landet.

/ritzau/AFP