Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien er tilsyneladende kollapset, efter Boris Johnson fredag har meldt ud, at man lige nu ikke kan se en vej frem i forhandlingerne med EU.

»Det står klart, at EU fortsat vil have bestemmelse over Storbritannien på en måde, som er totalt uacceptabel for en selvstændig nation,« sagde Boris Johnson blandt andet i et interview med Sky News.

Boris Johnsons melding kommer, efter EU's medlemslande torsdag meddelte Storbritannien, at de skal give sig og gå på kompromis for at få gang i forhandlingerne.

Dertil lød meldingen fredag fra Boris Johnson.

»Vores udgangspunkt var, at vi ville have en aftale, som Canada har med EU. Det står klart for os, at EU nu har forladt tanken om at indgå en aftale,« sagde Boris Johnson:

»De vil ikke tilbyde os samme vilkår, som Canada har. Det er besynderligt, når man tænker på, at vi har været i EU i 45 år, at de kan tilbyde Canada en aftale, som de ikke vil tilbyde os.«

Han sagde, at der ikke er nogen grund til at tale videre, medmindre EU ændrer tonen markant.

»Hvis der er en fundamental ændring i kursen fra EU, så er vi klar til at lytte,« sagde Johnson, der også henvendte sig direkte til det britiske erhvervsliv:

»Det er nu tid til, at vores erhvervsliv gør sig klar til brexit uden en aftale den 1. januar. Vi er selvfølgelig klar til at tale med vores venner i EU om de praktiske ting.«

Boris Johnson langede desuden ud efter EU's måde at forhandle på de seneste måneder.

»Når man tænker på, at de har nægtet at forhandle med os på en seriøs måde de seneste måneder, og at konklusionen på det her topmøde i går (torsdag, red.) tilsyneladende udelukker, at vi kan få en aftale som Canada, har jeg konkluderet, at vi skal gøre klar til at handle med EU på de globale handelsvilkår.«

Han appelerede til, at briterne ikke lader sig ryste af udsigten til en no deal.

»Det skal vi ikke være bange for. Vi kan trives som en nation, der kontrollerer vores egne grænser, fiskeri, og som kan lave vores egen lovgivning,« lød det.

Direkte spurgt til om det her betyder, at Storbritannien helt har forladt brexit-forhandlingerne, lød det:

»Vi siger nu til EU: 'Kom til os, hvis I har en fundamental anden tilgang'. Og ellers er vi klar til at tale om de tekniske ting.«