På blot en måned er tre englændere blevet trampet ihjel af køer, der har forsøgt at beskytte deres kalve. En 63-årig kvinde fra England er død efter at være blevet trampet ihjel af en flok køer. 

Kvinden var sammen med en ven ude at lufte sin hund på en mark, da køerne gik til angreb på hende. Hun faldt og blev efterfølgende trampet på, hvilket kvæstede hende så voldsomt, at hun efterfølgende døde.

Det skriver The Daily Express.

Det er tredje gang på en måned, at en englænder trampes ihjel af køer. Tidligere på måneden døde en 65-årig mand og en 49-årig kvinde på samme måde, og i juni brækkede Storbritanniens tidligere indenrigsminister David Blunkett et ribben, da en ko i et forsøg på at beskytte sin kalv angreb ham.

I forårs- og sommermånederne anbefaler eksperter hundeejere til at holde sig væk fra marker, hvor køerne værner ekstra meget om deres nyfødte kalve.

I løbet af de sidste otte år er 18 englændere blevet dræbt og 481 sårede af køer.