Der er dårligt nyt til skiglade danskere, som lørdag har bestilt en færgeoverfart fra Hirtshals mod Norge.

Color Line, der sejler mellem Hirtshals i Danmark og Kristiansand og Larvik i Norge, aflyser næsten alle afgange lørdag.

Det fremgår af Fartplanen på Color Lines hjemmeside.

»Vi aflyser på grund af vores vejrprognoser. Det kommer simpelthen til at blæse for meget,« siger Henrik Renneberg, der er administrerende direktør for Color Line Danmark.

Ifølge Henrik Renneberg er det først sidst på eftermiddagen, de forventer at kunne sende en enkelt færge afsted nord på.

»Vi forventer at kunne sejle på bagsiden af blæsevejret. Lige nu håber vi, at kunne sejle til Larvik omkring klokken 17.30, men det er med forbehold for ændringer,« siger han.

De mange aflysninger har sat et større arbejde i gang hos Color Line. Lørdag har mange danske skiturister nemlig booket billet til færgeoverfarten.

»Vi er ved at ombooke dem til færgen mod Larvik om eftermiddagen. Vi regner med, at vi godt kan få dem med. Der er typisk også nogle, der springer fra,« siger Henrik Renneberg og understreger, at alle de berørte passagerer enten er eller vil blive kontaktet direkte af Color Line.

»Der er mange skigæster i morgen, og de er selvfølgelig trætte af at blive ombooket, men sikkerheden er vigtigst,« slutter han.

Stormen, som er blevet døbt Malik, forventes at ramme Danmark lørdag med vindstød af op til orkanstyrke.

Andre læser også