Rekordmange penge.

Det er, hvad australske Ashleigh Barty kan se frem til efter sejren ved kvindernes sæsonfinale.

For aldrig før har en tennisudøver, hverken kvindelig eller mandlig, tjent så mange penge på at vinde én turnering.

Den 23-årige tennisspiller kan nemlig se frem til en check på knap 30 millioner kroner for at vinde turneringen i Shenzhen.

Ashleigh Barty besejrede ukrainske Elina Svitolina i finalen og gjorde altså, at vindersummen blev historiens største, selvom hun tabte en puljekamp til Kiki Bertens.

Havde Barty også vundet den, havde præmiepengene sneget sig op på hele 31,7 millioner kroner.

Ikke nok med, at præmiesummen er historisk stor, så er den også højere - meget højere - end den vinderen af mændenes sæsonfinale kan se frem til.

Her er præmiesummen på mere end 19 millioner kroner, hvilket er 10 millioner mindre end hos kvinderne.

Ashleigh Barty kan juble efter sejren over Elina Svitolina. Hun har netop vundet kvindernes sæsonfinale og rekordmange præmiepenge for en enkelt turnering.
Ashleigh Barty kan juble efter sejren over Elina Svitolina. Hun har netop vundet kvindernes sæsonfinale og rekordmange præmiepenge for en enkelt turnering. Foto: ALEX PLAVEVSKI
Vis mere

»Det er en enorm bedrift for WTA. Forhåbentlig kan vi gøre det endnu bedre i fremtiden,« sagde ukrainske Svitolina, der altså så sig besejret i finalen, til New York Times.

Den tidligere rekordindehaver var Serena Williams, der tjente knap 27 millioner kroner, da hun vandt US Open i 2014 efter at have vundet US Open Series.

Ashleigh Barty har haft en fantastisk sæson, hvor hun blandt andet vandt French Open. Hun slutter også året på WTA-ranglistens førsteplads og fortæller, at pengene eksempelvis skal bruges for at hjælpe RSPCA – en australsk organisation, der hjælper dyr.

Mændenes sæsonfinale spilles mellem fra den 10. til den 17. november.