Sony går igen efter tronen i tv-producenternes helt egen udgave af Game of Thrones. Deres nye Z serie ser lovende ud - om end det er en voldsomt dyr fornøjelse.

Tilbage i 80’erne og 90’erne var Sony verdenskendt for deres enormt gode fjernsyn, og var ofte helt i front som den bedst sælgende producent, men fladskærmsteknologien virkede til at komme lidt bag på Sony, der især tabte terræn til først Philips, så Samsung og senest LG.

Sony har siden da kæmpet en ganske brav kamp for at få deres position tilbage, og har da også øget deres markedsandel fra 4% til 13% på få år – men samtidig har de efterhånden vist indset, at de ikke kan kæmpe imod koreanerne (Samsung og LG) når det kommer til prisen på de billigste tv – derfor går de nu i stedet efter det modsatte, nemlig de allerdyreste fjernsyn.

Helt ny topserie

Sony har ved et presseevent her til aften lanceret en helt ny serie tv – ZD9-serien – som ligger sig over deres hidtidige topserie, kaldet X. Den nye serie er kendetegnet ved at være udstyret med de nyeste teknologier som HDR og, naturligvis, 4K.

Samtidig er Sony også kommet ind i kampen om også at lave et væsentligt mere interessant tv for de, der vil have fjernsynet stående ude i rummet, da ZD9 serien faktisk er pæn – også bagfra. Det har tidligere været noget, Samsung har arbejdet en del med på især deres buede tv – men Sony er altså ikke faldet i fælden med at lave buede tv, der da også sælger ganske forfærdeligt.

En lang, sej kamp

Med ZD9 serien markerer Sony, at de er klar til at tage kampen op på tv-markedet i den allerdyreste ende, men de er oppe imod LG og især Samsung, der er ekstremt dominerende, og det vil ikke blive let for Sony at få fodfæste.

Indtil videre hæmmes Sony en smule af, at det nye “buzz-word” i branchen er OLED – og den teknologi bruger Sony ikke. Ikke desto mindre har flere test vist, at Sony sagtens kan matche kvaliteten på OLED tv fra de fleste af de andre producenter – og endda i nogen henseender overgår den.

Sony har stadig en ganske stor og loyal fanskare, der formentlig vil kigge en ekstra gang på den nye topserie – også selv om prisen begynder ved 40.000 kr. for den “mindste” model – der i øvrigt er på 65″. Datoen for den danske lancering ligger ikke fast, men forvent at se fjernsynene i butikkerne i starten af efteråret – 65″ udgaven først, dernæst 80″ og 100″.

Skulle du have lyst til at have et 100″ tv stående, skal du dog forvente at have den helt store pung frem, for prisen kommer op i nærheden af – eller lige over – en halv million kroner.

Vil du have flere nyheder om fladskærme, gadgets og ny teknologi? Giv iNPUT et like på Facebook og få det i din nyhedsstrøm!