Så er der lagt i ovnen til en ren finale om en billet til Europa, når Brøndby på næste søndag tager imod AaB.

Efter en overbevisende første halvleg mod OB og en rimelig sikker 2-0-sejr har Brøndby nu 44 point, seks point ned til AaB, og tre point ned til Randers, der mandag aften møder FC Midtjylland på udebane.

»Det eneste, vi har fokus på nu, er AaB-kampen. Vi spekulerer ikke i, om vi kan nå FCK, eller om vi lige nu ligger til bronze, men på at blive ved med at vinde, og gør vi det mod AaB, ser det godt ud for vores sæsonambitioner,« siger Brøndbys cheftræner, Thomas Frank.

Han kunne se sit hold have medvind i mere end en forstand. Med vinden i ryggen og fint offensivt spil grundlagde Brøndby sejren før pausen.

»Første halvleg er vores bedste præstation på udebane i denne sæson. Vi holder dem helt fra chancer,« siger han.

Sejren var Brøndbys tredje udebanesejr i træk, og det taler godt for de europæiske ambitioner, men samtidig med der skal holdes fokus på banen, trænger spørgsmål om spillertruppen sig på.

Brøndbys Ferhan Hasani vil ikke afvise, at han forlænger med Brøndby
Brøndbys Ferhan Hasani vil ikke afvise, at han forlænger med Brøndby Foto: MATHIAS BOJESEN
Vis mere

En af kampens målscorere Ferhan Hasani har kontraktudløb efter denne sæson, og der er også spørgsmålstegn ved lejesvendene Holmbert Fridjonsson, Teemu Pukki og Martin Albrechtsen. Stopperens aftale udløber også til sommer.

»Jeg vil gerne blive i Brøndby, men vi må se, hvad der sker,« siger Ferhan Hasani med et ansigt, der er et pokerbord værdigt.

Den anden målscorer Riza Durmisi, der har samme agent som Ferhan Hasani, har efter denne sæson blot et år tilbage af sin aftale med Brøndby.

Det er også uvist om backen Riza Durmisi, der her bliver krammet af Hasani og Agger efter sin scoring mod OB, forlænger sin kontrakt, der dog først udløber efter næste sæson
Det er også uvist om backen Riza Durmisi, der her bliver krammet af Hasani og Agger efter sin scoring mod OB, forlænger sin kontrakt, der dog først udløber efter næste sæson Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg elsker at være i Brøndby, men det er for tidligt at sige noget om en kontraktforlængelse. Det overlader jeg til min agent. Et år er lang tid,« siger Brøndby-backen.

»Jeg vil gerne beholde Hasani, men det er Per Ruds (Brøndbys sportsdirektør, red.) bord at tale nærmere om detaljerne der,« siger Thomas Frank.

Men I arbejder på to spor lige nu. På banen og frem mod næste sæson, hvor en håndfuld spillere kan være væk, plus I har meldt ud, at der skal sælges spillere for 10 millioner kroner. Bliver det et meget aktivt transfervindue for jer?

»Det er svært at sige lige nu. Som træner vil man jo helst ikke sælge spillere, men vi holder os selvfølgelig orienteret på forskellige positioner, men det er ikke det samme som at sige, jeg regner med, der bliver stor aktivitet. Det er mere, at vi holder os forberedte.«