Den hollandske hurtigløber Joshua John sprintede fra AaB-defensiven to gange og sørgede dermed for en overraskende 2-1 sejr til FC Nordsjælland i Aalborg.

Først udnyttede Joshua John en gigantbrøler af centerforsvareren Kenneth Emil Petersen, der sendte bolden direkte i fødderne på ham. Sådan en mulighed skal man ikke give en af Superligaens hurtigste spillere, der sprintede mod AaB-målet og udplacerede keeper Nicolai Larsen.

Tyve minutter efter sagde FCN-kanten atter farvel til AaB-defensiven, da han med Patrick Kristensen halsende efter sig lagde bolden på tværs til Kristian Lindberg, der ikke kunne undgå at score. Dermed var comebacket en realitet. De tre point sender FC Nordsjælland op på siden af Randers i toppen af Superligaen.



Langt inde i kampen lignede det ellers alt andet end en nordjysk nedsmeltning. Aalborgs hjemvendte søn, Nicklas Helenius, bragte efter 17 minutters spil AaB foran 1-0 og styrede dermed mod en perfekt weekend i det nordjyske. Fredag blev han far til tvillinger, hvilket da også blev signaleret i forbindelse med scoringen, hvor en tommelfinger i munden agerede sut, og armene blev formet som en vugge. Målet blev kynisk sendt i kassen med en strakt vrist efter flot forarbejde af formstærke Anders K. Jacobsen, der leverede to scoringer i onsdagens kamp mod Dinamo Zagreb.



Men AaB'erne kunne ikke holde fast. FC Nordsjælland, der havde udeladt det offensive kort Kim Aabech fra truppen - angiveligt grundet utilfredshed med træningsindsatsen - ydede god modstand og fightede sig tilbage. Nordsjællænderne lignede et mandskab med mere energi end de danske mestre, der i kampens sidste halvdel virkede mærket af onsdagens hårde opgør i Zagreb. En kamp, der sikrede aalborgenserne en playoff-kamp mod cypriotiske Apoel Nicosia, om adgang til Champions Leagues gruppespil.

Europa skal FC Nordsjælland ikke bruge kræfter og energi på. I hvert fald ikke i år. Men hvis stimen fortsætter, kan det blive aktuelt i den kommende sæson.

Den nye cheftræner Ólafur Kristjánsson har nu hentet ni point ud af 12 mulige til FC Nordsjælland.