Lars Søndergaard ville gerne have haft sin assistent, Peter Enevoldsen, med sig til AaB, hævder Enevoldsen. Men fredag fik Allan Kuhn forlænget sin kontrakt til 2017. AaB, Søndergaard og Kuhn afviser intern uro.

Lars Søndergaard får Allan Kuhn som assistentræner, når han i næste sæson overtager styringen af AaB. Men ifølge Søndergaards nuværende assistent i Sønderjyske, Peter Enevoldsen, prøvede den kommende AaB-træner at overtale ledelsen til at ansætte Enevoldsen som assistent.

»Lars Søndergaard forsøgte at få mig med og sagde til Allan Gaarde (sportsdirektør i AaB, red.), at han godt kunne tænke sig det, men man havde åbenbart andre planer. Sådan var det,« siger Peter Enevoldsen.

Den udlægning af sagen kan Lars Søndergaard ikke helt genkende. Ifølge ham har det ikke været et tema i forhandlingerne med AaB, at Peter Enevoldsen, der er far til AaBs Thomas Enevoldsen og – ligesom Lars Søndergaard – bor i Aalborg, skulle følge ham i nye eventyr med de bolsjestribede.

»Det har været klart fra AaBs side hele vejen igennem, at man gerne ville beholde det nuværende team omkring cheftræneren, og det har jeg også set som en god idé,« siger Lars Søndergaard.

Men har du som det første sagt til Allan Gaarde, at du gerne ville have Peter Enevoldsen som din assistent?

»Nej, det har ikke været på tale. Fra begyndelsen har det ligget fast, at jeg ikke skulle have mit trænerteam med. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med trænerstaben i AaB, og jeg er glad for, at Allan Kuhn har skrevet under på en ny kontrakt. Men jeg har været rigtig glad for samarbejdet med Enevoldsen, og hvis det på nogen måde havde været muligt, kan jeg godt forestille mig, at jeg havde foreslået ham som assistenttræner.«

Kuhn var førsteprioritet

9. april offentliggjorde AaB Søndergaard som klubbens nye cheftræner, og 15 dage senere kom meldingen så om, at Allan Kuhn har fået forlænget sin kontrakt til 30. juni 2017.

Sportsdirektør Allan Gaarde værdsætter Allan Kuhn utrolig højt, og for ham har Kuhn hele tiden været førsteprioriteten som Lars Søndergaards sidevogn.

Det er muligt, at Allan Kuhn har været jeres førsteprioritet, men er det rigtigt, at Lars Søndergaard har fremlagt Peter Enevoldsen som sin?

»Det vil jeg ikke kommentere,« siger Allan Gaarde.

Set udefra kunne det ligne, at det er derfor, der er gået lidt tid, før I offentliggjorde den nye aftale med Allan Kuhn. At der var en knast i assistenttræner-spørgsmålet, der skulle høvles først med Lars Søndergaard?

»Overhovedet ikke. Noget af det første, vi gjorde, da vi præsenterede Lars Søndergaard, var at sige til Allan Kuhn, at vi skulle have forlænget hans aftale. I mellemtiden har der så været nogle kampe og lidt forhandlingsmæssigt i forhold til kontrakten. Det er derfor,« siger Allan Gaarde.

Allan Kuhn glæder sig over at have fået fornyet sin aftale. Han spekulerer ikke i, om Peter Enevoldsen har spøgt i kulissen, og fokuserer i stedet på, at han og AaB hele tiden gerne har ville fortsætte sammen.

I forhold til samarbejdet med Lars Søndergaard, som kun bor 800 meter fra ham i Aalborg, ser han frem til et forhåbentlig frugtbart ét af slagsen.

»Kemien mellem os har været rigtig god de gange, vi har mødt hinanden. Vi synes begge, det tegner til at blive et rigtig godt samarbejde,« siger Kuhn, der har været assistenttræner i AaB ad to omgange siden 2004 afbrudt af en periode som cheftræner i FC Midtjylland og assistenttræner i Randers FC.

Parterne mødes allerede søndag, når Sønderjyske, Lars Søndergaard og Peter Enevoldsen, tager imod AaB, Allan Gaarde og Allan Kuhn, i Haderslev.