»Vi ved alle, hvad der skete sidste gang, og fansene husker det også.«

Selvom de begge er medlem af målmændenes fagforening, håber Jacob Rinne nok ikke at sidde ved siden af FCK-målmanden, Kamil Grabara, til julefrokosten.

Og den polske målmand skal nok heller ikke håbe, at den skal afholdes i Aalborg.

Der var nemlig højlydt drama og flyvende handsker efter slutfløjtet af kampen mellem AaB og FCK søndag aften, hvor københavnerne nuppede en 1-0-sejr.

Kamil Grabara havde nemlig kastet en øl retur mod AaB-fansene i slutfasen, og det blev for meget for AaB-målmand Jacob Rinne, der efter slutfløjt stormede op mod FCK-målmanden.

»At stå og gestikulere til vores fans, det er bare ikke godt nok og lidt børnemetoder, synes jeg,« lød det fra Rinne, der gav den polske målmand et par ord om hans opførsel.

AaB's målmand Jacob Rinne var rasende både under og efter kampen mod FCK.
AaB's målmand Jacob Rinne var rasende både under og efter kampen mod FCK. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg ville bare diskutere lidt med ham,« siger en irriteret Jacob Rinne i et forsøg på at nedtone situationen.

»Det svier lidt mere, når man har tabt, men man skal også have respekt for, at det er fans,« fortsætter Rinne om upopulære Grabara, der også sidste gang, FCK var i Aalborg, var i fokus.

Dengang tyrede han en bold i hovedet på en 13-årig AaB-fan – og med søndagens provokationer blev det for meget for Jacob Rinne, der mener, det er mangel på format:

»Vi skal også kunne håndtere, at der sker noget fra fansene. Der skal man vise sportsmansship og håndtere det bedre.«

Men hvorfor var det nødvendigt, at du fortalte ham det?

»Jeg siger jo bare, han skal lade være med at gøre, som han gør, over for vores fans. Jeg skal også beskytte dem, fordi de gør et sindssygt godt stykke arbejde for os,« siger Rinne.

Den kontroversielle FCK-målmand var dog ikke meget for at diskutere med AaB-målmanden.

»Men det er sådan, han er,« lød det fra Jacob Rinne.

Allerede i pausen var temperamenterne i kog, hvor Rinne havde set et AaB-hold dominere FCK. Hér var det FCK og ikke AaB, der viste frustrationer.

»Vi viser igen, at vi kan forstyrre dem, der ligger foran os og være langt bedre end dem. At få dem til at svine hinanden i pausen, så det flyver med flasker fra deres omklædningsrum, er et godt tegn,« siger AaB-målmanden om 0-1-nederlaget.