De danske deltagere ved de olympiske lege skal ikke længere ledes af Morten Rodtwitt.

Således har han opsagt sit job som dansk OL-chef de mission for i stedet at blive generalsekretær i Dansk Ride Forbund.

Umiddelbart vurderet kan det ligne et trin ned af karrierestigen, da ridesporten ikke er den mest profilerede i Danmark, men sådan ser 43-årige Morten Rodtwitt ikke på tingene.

»Jeg har været ansat i DIF siden oktober 2007, og det har været spændende. Over tid har jeg fundet ud af, at jeg tænder på ledelsesdelen. Personligt betragter jeg jobskiftet som et skridt eller to i retning af, at jeg får endnu større ledelsesmæssigt ansvar, end jeg havde i DIF,« siger Morten Rodtwitt.

Morten Rodtwitt har blandt andet været Chef de Mission for de danske atleter ved sommer-OL i Rio de Janeiro.
Morten Rodtwitt har blandt andet været Chef de Mission for de danske atleter ved sommer-OL i Rio de Janeiro. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Morten Rodtwitt, der begyndte i jobbet i Dansk Ride Forbund 1. marts, lægger ikke skjul på, at han kommer til at savne den nære kontakt til både atleter og sportschefer.

»Jeg har virkelig nydt rollen, hvor man tegner butikken og skaber rammerne for, at atleterne kan toppræstere,« siger han.

Hans mission lykkedes optimalt ved OL 2016 i Rio de Janeiro, hvor det danske hold med ham som chef de mission erobrede ikke færre end 15 medaljer.

»Det var seks flere, end vi vandt ved OL fire år tidligere i London. En af årsagerne til dette var, at vi før og under legene i Rio fik flyttet præstationsniveauet nogle hak opad i forhold til, hvad der egentlig kunne lade sig gøre,« siger Morten Rodtwitt.

Morten Rodtwitt sammen med Team Danmark-direktør Lone Hansen.
Morten Rodtwitt sammen med Team Danmark-direktør Lone Hansen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

En af hans ideer ved OL i Rio var, at der blev etableret et såkaldt performance-hotel, hvori atleterne før en konkurrence kunne forberede sig maksimalt.

»Vi tog udgangspunkt i den enkelte atlet og begyndte fra toppen. Så de, der havde de bedste medaljechancer, blev prioriteret højest. Det var i virkeligheden en tanke om, at man ikke blot er med ved OL for at deltage, men også for at præstere og levere medaljer,« siger Morten Rodtwitt og tilføjer:

»Om halvandet år afvikles OL i Tokyo. Det bliver spændende at se, hvor meget idéerne fra Rio-setup'et har bundfældet sig.«

Selvom Morten Rodtwitt nu er fortid som dansk OL-chef, vil flere af de initiativer, han de seneste år har været med til at tage, blive gennemført ved legene i Japans hovedstad.

Morten Rodtwitt sammen med Team Danmark-direktør Lone Hansen.
Morten Rodtwitt sammen med Team Danmark-direktør Lone Hansen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

»Blandt andet har vi forsøgt at skabe bedre vilkår for atleternes indkvartering i OL-byen. Det betyder, at flere team-officials flyttes udenfor. Herudover får sejlerne og cykelrytterne sit helt eget setup,« siger Morten Rodtwitt, der svarer således på spørgsmålet, om tidspunktet for hans opsigelse ikke er skidt:

»Det optimale ville måske have været, at jeg først stoppede efter OL i Tokyo. Men jeg synes, at man i DIF har godt styr på det. Min tilgang er, at man skal gribe chancen, når den byder sig. Og det gjorde den her. Jeg er sikker på, at de danske atleter - også uden min assistance - kommer til at klare sig godt om halvandet år.«

Morten Rodtwitt ønsker ikke at udtale sig om, hvor mange medaljer Danmark vinder i Tokyo.

»Det er det alt for tidligt at komme med en forudsigelse om. Hvad angår medaljechancerne i min nye idrætsgren (ridning, red.), kommer vi til Tokyo med et spændende dressurhold, og også Cathrine Dufours muligheder ser rigtig fine ud.«

Dressurrytteren Cathrine Dufour og hesten Cassidy i aktion ved OL 2016 i Rio de Janeiro.
Dressurrytteren Cathrine Dufour og hesten Cassidy i aktion ved OL 2016 i Rio de Janeiro. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

I Danmarks Idrætsforbund beklager man Morten Rodtwitts opsigelse.

»Han har været en dygtig medarbejder, så vi kommer til at savne ham. Når det er sagt, er vi også glade for, at han er blevet talentudviklet hos os, og at han nu bliver topleder i Dansk Ride Forbund,« siger DIFs udviklingschef, Anne Pøhl.

Hun forventer, at Morten Rodtwitts afløser tiltræder 1. maj.

»Der har været 45 ansøgere til stillingen, og inden for de nærmeste dage skal vi i gang med at have kandidater til samtale,« siger Anne Pøhl.