Et knust hjerte, et uindfriet ønske om et barn eller en karriere, som ikke blev realiseret. Alle mennesker oplever noget, der ikke bliver, som vi ønskede det – men hvad gør vi med det?
Læs med, når Daisy Løvendahl guider en kvinde til at danse med både lykken og ulykken.
Charlotte sætter sig over for mig og tager en dyb indånding:
»I gennem det sidste år er der sket mange ting. Min bedstefar døde. Han var gammel, og det er del af livet, men … jeg savner ham alligevel.«
En tåre kommer frem i hendes øjenkrog. Hun trækker vejret og siger:
»Jeg fik et stort ønske om at blive gravid, og vi gik i gang, men det er ikke lykkedes. For nylig gik jeg til min læge, og en lang historie kort er, at jeg er gået i tidlig overgang, så jeg kommer ikke til at kunne få flere børn.«
Hun bliver ked af det, og jeg rækker hende en serviet.
»Jeg er 44 år. Jeg har to dejlige drenge. Jeg ved godt, at jeg ikke kunne forvente at få flere børn. At jeg skal være taknemmelig for de børn, jeg har, og alt det der, men … jeg ville jo gerne igen.«
Hun rykker på sig og ser mig i øjnene:
»Og så er jeg supertræt af mit arbejde!«
Gennem mange års samtaler med mennesker er der et særligt ståsted, som altid rører mig dybt. Stedet, hvor vi som mennesker står magtesløse over for det, der sker i vores liv. Det er uden for din magt, når en, du elsker, dør.
Du kan ikke gøre noget som helst ved, at din fertilitet er væk. Du har ingen indflydelse på, om en, du elsker, vælger at forlade dig eller holder op med at elske dig.
Livet er fyldt med meget, som vi ikke kan gøre noget som helst ved. Det står i skærende kontrast til ideen om, at du kan (og skal) skabe dit eget liv. Men er det så en idé, som vi skal opgive? Nej! Tværtimod. Det er vigtigt at handle på det, du kan.
At kæmpe for noget, du tror på og vove at drømme. Uden den drivkraft bliver livet nemt meningsløst. Det er sjovt at satse sig selv og gå efter sine drømme.
Livskunsten handler om to stærke bevægelser:
1. At have modet til at skabe det liv, du drømmer om, og handle på det, som du kan.
2. At acceptere det, som bare er. Det begynder nogle gange med, at du accepterer at være landet i et eksistentielt nulpunkt. Så jeg siger til Charlotte:
»Velkommen til nulpunktet! Jeg kan virkeligt godt forstå, at du er vildt ked af det,« og da jeg siger det, begynder hun at græde. Derefter at grine.
I den kommende tid taler jeg med Charlotte om alt det, der fylder for hende. Før hun kan finde ud af, hvad alt dette betyder for hende, har hun brug for tid til bare at være i det. Hun siger:
»Jeg ville gerne have haft et redskab til at få det bedre, men jeg har erkendt, at det ikke findes. Selvfølgelig er der ikke et værktøj til at komme gennem livets modgang. Så det føles godt at slippe tanken om, at jeg skal gøre noget ved det og bare tillade mig selv at være ked af det.
Charlotte tænker lidt og siger så:
»Faktisk gør det mig i bedre humør at være ked af det. Når jeg giver mig selv plads til at tage et langt bad og græde. Når jeg går en tur og ser på den grå himmel og beder min familie om at lade mig være lidt alene, så sker der noget godt, selvom det virker skørt.«
Jeg kan ikke lade være med at kommentere:
»Det er ikke skørt. Det er menneskeligt. Du sørger. Over din bedstefar, over det barn, du ikke fik, og over, at du mærker på din krop, at livet er skrøbeligt og helt uden for vores kontrol. De følelser tager det tid at integrere.
Hun smiler til mig. Vi taler om, hvad filosoffen Nietzsche kaldte »at danse med livet«. At være i dansen med både lykken og ulykken uden at være bange for noget af det, men i fuld accept af hele livets rækkevidde. Da der er gået nogle måneder, kommer hun ind ad min dør med et stort smil på læberne:
»Jeg har fået et nyt job! Men først tager jeg tre måneder ud at rejse med min mand og drengene. Lyder det ikke fantastisk?« siger Charlotte, og nu er det mig, der får tårer i øjnene.
