Fra klokken 07:20 søndag morgen og 10 timer frem, kunne borgerne hverken ringe til lægevagt eller sygehuse i Region Sjælland.

Et stort problem med en simpel årsag: Telefonsystemet var nede.

Og fejlen skal findes hos regionens telefonudbyder Telenor, der nu undskylder offentligt.

Det skriver TV 2 Østjylland, som bragte historien først.

Ifølge Telenors tekniske direktør Louise Haurum skyldtes fejlen, at backupsystemet ikke tog over, da nedbruddet indtraf.

»Vi er meget ærgerlige over gårdagens fejl, der især ramte Region Sjælland hårdt,« siger Louise Haurum til TV 2 Østjylland.

»Vi vil gerne undskylde over for de virksomheder, borgere og medarbejdere, der er blevet påvirket af situationen.«

Fejlen ramte fastnetkunder med ét nummer, der kan besvare flere opkald samtidig. Også kaldet en ISDN30 løsning.

Og nedbruddet gjorde, at borgerne aldrig kom igennem – eller blev smidt af i forsøget.

Louise Haurum oplyser, at fejlen blev rettet klokken 15:35, men det var efter sigende først klokken 17:15, at telefonerne igen kimede hos lægevagterne i regionen.