Ude er godt, men hjemme er bedst, plejer man at sige.

Det har en københavnsk restaurantejer i den grad måttet sande.

Kannathassan Pandian vendte for nylig hjem til Danmark efter at have tilbragt en over to måneder lang ferie i sit hjemland Indien.

I mellemtiden havde hans restaurant flere gange haft besøg af Fødevarestyrelsen.

Det gik ikke særlig godt.

På bare 14 dage fik Urban Indian to sure smileys på grund af foruroligende dårlig rengøring og faldefærdighed.

Blandt andet fandt Fødevarestyrelsen en åben flaske med »formodet, gammel urin«.

Den stod i en møgbeskidt kælder, hvor en række fødevarer lå opbevaret, og hvor der var tegn på fødevareproduktion.

»Der er ikke noget galt med vores restaurant. Vi går op i kvalitet,« siger Kannathassan Pandian, da B.T. fanger ham over telefonen.

»Vi bruger ikke kælderen til at producere mad. De fandt en masse gamle varer, der stammer fra en tidligere restaurant, der engang lå her, samt fra et nabobageri,« fortsætter han.

Flasken med urin har han også en god forklaring på, må man forstå.

»Den stammer ikke fra mine ansatte. Det er en Carlsberg-flaske, og vi sælger slet ikke Carlsberg,« siger Kannathassan Pandian.

Han påstår, at det muligvis skyldes nogle håndværkere, der har haft direkte adgang til kælderen.

»Næsten 97 procent af problemerne skyldes efterladenskaber fra nogle bygningsarbejdere, der er ved at renovere ejendommen, vi lejer os ind i,« siger han.

Trods de mange undskyldninger har Kannathassan Pandian fået en bøde og er nu også politianmeldt af Fødevarestyrelsen.

Politianmeldelsen er foranlediget af et opfølgende kontrolbesøg sidst i april, hvor Fødevarestyrelsen konstaterede, at Urban Indian stadig ikke havde gjort ordentlig rent.

Der blev blandt andet fundet mørke plamager med ansamlinger af ris på kældergulvet, og der var spindelvæv og støv på lofter og vægge.

Yderligere var der indtørret dej på nogle rørekedler og dejkroge, og der var mørke ansamlinger af snavs og indtørret æg på kældertrappen, fremgår det af kontrolrapporten.

Kannathassan Pandian har nu valgt at kaste håndklædet i ringen.

Han vil flytte sin indiske restaurant et andet sted hen.

»Vi har lavet en aftale med vores udlejer om en kompensation, så vi kan flytte ud senere på året,« siger han.