‘Vil du være med i min challenge? Hvis du vil, har du et par konsekvenser. 1. Dræb din familie, 2. Sig undskyld til Victor, 3. Skriv til mig kl. 02.00. Hvis ikke, ved jeg, hvor du bor’.

Sådan lød den sms-besked, som Mette Langs 11-årige datter modtag fredag eftermiddag.

Afsenderen udgav sig for at være den såkaldte 'Momo', som dækker over et nyt skræmmende fænomen, hvor børn og unge bliver kontaktet af figuren, der giver dem udfordringer, de skal gennemføre.

De bliver truet til at gennemføre udfordringerne, som ofte involverer skade og selvskade.

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Fænomenet mistænkes for at have været skyld i flere selvmord verden over.

Mette Langs datter blev skræmt, da hun modtog flere beskeder fra 'Momo'.

Men de har de sidste par dage snakket meget om det derhjemme, og datteren er faldet lidt til ro igen, fortæller hendes mor, Mette Lang:

»Da første nat var overstået, og 'Momo' ikke var kommet klokken to om natten, så kunne hun godt se, at der ikke findes nogen 'Momo'.«

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Mette Lang var blevet gjort opmærksom på fænomenet to dage før, at hendes egen datter blev indblandet.

Hun havde set et opslag på Facebook, hvor folk advarede om det, og derfor besluttede hun at tage en snak med både sin 11-årige og sin yngste datter.

De blev skræmte ved tanken. Men to dage efter var det ikke længere blot tanke - men virkelighed for den 11-årige skolepige.

»Det startede med, hun havde fået de to første beskeder, hvor der stod 'hej' og 'hallo. Hun kom ned og viste mig det, fordi det har vi aftalt, hun skal, hvis hun får noget fra nogen, hun ikke kender. Vi lod det så bare være.«

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Men så næste dag, da hun kom hjem fra skole, tikkede de næste beskeder ind. Hun skrev, hvem det var, hvor hun fik svaret, at det var 'Momo' - og så overtog jeg så hendes telefon der,« fortæller Mette Lang.

I starten var hun selv en smule skræmt:

»Men nu er jeg egentlig bare mere der, hvor jeg er lidt rasende. Om det er drengestreger, eller hvad søren det er - det er det der med, at det rammer børn. Det irriterer mig grænseløst.«

Mette Lang fortæller, at hun kontaktede politiet fredag, men at de sagde, de ikke kunne gøre noget.

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»De sagde, jeg skulle blokere afsenderen på hendes telefon. Han kendte ikke til 'Momo', så han læste om det, mens jeg sad med ham i telefonen. De så det åbenbart ikke som en trussel - det blev ikke taget ret alvorligt, vil jeg sige,« siger Mette Lang.

Vagtchefen Jens Henrik Jensen hos Østjyllands Politi, som er den kreds, Mette Lang kontaktede, kender ikke til den konkrete sag på forhånd.

Men han har hørt om fænomenet.

Og han forklarer, hvorfor Mette Lang måske har følt, hun ikke blev taget alvorligt:

»De fleste af vores specialister er her jo ikke i weekenden, og medmindre der sker noget, hvor det virkelig er påkrævet, så henter man dem ikke ind til sådan noget som det her, hvis det er en enkeltstående sag. Men det betyder jo ikke, at sagen er væk. Den bliver kigget på på mandag. Hvor man så ser på, om der er noget strafbart i det, og det kunne det godt tyde på,« siger Jens Henrik Jensen.

Han mener altså godt, at der kunne være grund til at kalde det en trussel.

»At sige ‘jeg ved, hvor du bor’ - ordene i sig selv er ikke en trussel, men man ved godt, hvad der ligger bag. Meningen er jo, at vedkommende skal blive bange,« siger vagtchefen og fortsætter:

»Det er trusler på livet, der er strafbare - så der skal noget til. Men med de beskeder, du læser op, der er da noget at hente, synes jeg. Som minimum skal det i hvert fald stoppes. Om det kan løftes til en straffesag i sidste ende, det kan godt være svært nogle gange.«