Det gør stadig ondt hver eneste morgen, når han vågner op til gabende tomme minkbure på sit livsværk af en farm. Også selvom der snart er gået halvandet år.

For det her er uden sammenligning 63-årige Lars Eilertsens største livskrise. Det største slag, han har fået.

»Hver morgen, når jeg står op og kigger på min minkfarm, så er det grangiveligt som at sørge over en pårørende, mens kisten står i baghaven. Det gør dybt ondt, og jeg kan ikke glæde mig over, hvad jeg har haft, jeg kan kun gå dernede og være trist over, hvad jeg ikke får lov til at have mere,« siger Lars Eilertsen.

Lars Eilertsen har arbejdet med mink, siden han var otte år gammel. Det fik en brat slutning, da han 4. november 2020 blev bedt om at slå sine 10.000 mink ihjel.

Nu håber han på at få en smule følelse af retfærdighed tilbage, efter Minkkommissionens rapport torsdag er blevet offentliggjort.

»Jeg føler mig trådt på og ydmyget og uværdigt behandlet. Jeg har sat så meget til side for det erhverv, så når nogen koldt og kynisk – og samtidig uden belæg eller lovgivning – river det hele væk under dig, bør det få konsekvenser.«

Lars Eilertsen håber, Mette Frederiksen går af som statsminister og lader Danmarks befolkning bestemme, om hun skal vælges på ny.

»Man kan ikke lede og være ansvarlig for et land, når man ikke selv kan overholde landets love, så jeg håber, hun går af,« siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet om coronastrategien for de kommende måneder, onsdag den 22. juni 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet om coronastrategien for de kommende måneder, onsdag den 22. juni 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Smerten over at have mistet sit erhverv, sin virksomhed og sit indtægtsgrundlag vil stadig være der. Men ydmygelsen over den måde, han og de andre minkavlere blev behandlet på, vil blive mindre.

»Jeg håber, der kommet noget retfærdighed. Hvis man spiller filmen tilbage og ser, hvordan vi er blevet behandlet 4. november og efterfølgende, så håber jeg, der bliver rettet op på mange af de søvnløse nætter og triste dage, vi har haft, hvor tårerne er løbet ned af kinderne.«

Dagene i november står stadig helt skarpt for Lars Eilertsen, og han beskriver dem som »fuldstændigt vanvittige og groteske.«

Da beskeden endelig kom om, at minkene skulle aflives, var Lars Eilertsen ikke overrasket.

»Jeg havde levet totalt isoleret for at undgå smitte og redde min minkfarm. Da meldingen kom, valgte jeg at aflive hele farmen alene. Jeg gik ud med en pandelygte fra morgenstunden og sluttede, når det var bælgravende mørkt. Men jeg kunne ligeså godt have fortsat natten igennem, for jeg sov ikke. Jeg gik dernede i mit stille sind alene, for så kunne jeg græde i fred i de 10-12 lange dage og nætter, det varede,« fortæller han i dag om de skæbnesvangre dage i november.

»Jeg troede ikke, det var sandt. Jeg håbede hele tiden, at der kom en kontramelding, eller at det var en ond drøm. Men det var det ikke.«

Siden 4. november 2020 har Lars Eilertsen fået tiden til at gå med forfaldende arbejde på sin ejendom. Den tomme farm skal stadig vedligeholdes, indtil han en dag får erstatning.

»Jeg har ikke noget erhverv mere. Jeg trives ikke med det, det var slet ikke sådan, jeg havde planlagt, det skulle gå. Så siger folk, jeg kan starte noget nyt op, men det er ikke så nemt, når man har været minkavler i 50 år,« siger Lars Eilertsen.

Lars Eilertsen har regnet ud, at han har 7 års afspadsering og 3 års ferie til gode med de overarbejdstimer, han har lagt de sidste 50 år.

»Der er ingen tvivl om, det har påvirket mig mentalt. Jeg og min familie har været utroligt kede af det. Min familie er født og opvokset i det her, mine børn har tjent alle deres lommepenge på minkfarmen, så for dem er det også utrolig hårdt.«

Lars Eilertsen får aldrig mink igen, men han har tænkt sig at blive ved med at kalde sig selv for minkavler.

»Jeg ser stadig mig selv som minkavler. Det har været hele mit liv, så selvfølgelig er jeg minkavler resten af mit liv. Jeg har været så stolt af det, jeg har lavet