Tidligt onsdag morgen skete der noget, som ejeren af den tidligere Bogø-færge, der nu fungerer som blandt andet restaurantbåd, nok helst havde været foruden.

Han opdagede nemlig, at en vandalarm var gået – og derefter gik det stærkt: Færgen Grønsund, der ligger til kaj i Københavns Havn, begyndte at synke.

Det skriver TV 2 Lorry og Jyllands-Posten.

Den historiske træfærge risikerer ifølge Jyllands-Posten at synke helt, og det er uvist, om den kan bjærges og komme på ret køl igen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Både Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab blev tilkaldt til stedet onsdag morgen:

»Vi blev tilkaldt for at undersøge, om der lå noget kriminelt bag, og om der eventuelt var personer, som var kommet til skade i forbindelse med, at færgen tog vand ind. Det var ikke tilfældet. Det viste sig, at en lænsepumpe var gået i stå i forbindelse med et strømsvigt,« fortæller vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi torsdag morgen til Jyllands-Posten.

Ejeren af færgen – Niels Pedersen – var selv til stede på kajen i Strandgade og rekvirerede et bjærgningsfirma, fortalte vagtchefen onsdag morgen til B.T.

TV 2 Lorry oplyser, at man onsdag var i kontakt med ejeren, som var 'tydeligt berørt'. Han ønskede derfor ikke at kommentere sagen, da der ifølge lokalmediet var tale 'om hans hjertebarn'.

Vagtchefen hos Københavns Politi fortalte onsdag til TV 2 Lorry, at ejeren selv har oplyst, at der gik en vandalarm tidligt om morgenen.

Færgen sejlede ifølge Jyllands-Posten oprindeligt i Limfjorden, før den skiftede til at sejle mellem Stubbekøbing og Bogø. I 2003 blev den gennemgribende renoveret, før den var klar til at blive den færgerestaurant, den er i dag, hvor man blandt andet har kunnet opleve koncerter, se udstillinger og spise.