Hvem vil ikke gerne have en foryngelseskur, der virker i måske 100 år?
Lillebæltsbroen, den smukke gamle dame, som blev åbnet med et kongeligt snoreklip af Christian den 10. i 1935, er netop nu genstand for en omfattende renovering, så 'hun' formentlig kan holde sig i fortsat god form frem til omkring næste århundredskifte.
Mens der indtil oktober stadig bliver knoklet med at støbe nyt underlag til vejbanen på broen, er en anden og helt særlig del af projektet netop færdiggjort.
Denne del har stået på gennem de seneste fem år, gemt langt væk fra offentligheden – 40 meter under Lillebælts vandspejl.
I den indvendige del af hver af de fire betonpiller, som broen hviler på, har et hårdtarbejdende sjak iført stålhjelme og kraftigt olietøj og bevæbnet med ultrakraftige højtryksspulere fjernet lagene af nedslidt og porøst beton og bagefter pudset væggene op igen, så det hele nu står som nyt.
B.T. er taget med ned i dybet for – i bogstaveligste forstand – at skrabe bunden. En tur, der begynder med et smæld og et mærkbart ryk i den udvendige elevator ned langs den af de fire piller, som står nærmest Fyn og længst væk fra Snoghøj på den jyske side.
Da vi når ned til plateauet lige over vandoverfladen, går vi gennem den næsten to meter tykke opskårede åbning ind i den gamle dames ben.
Og derfra videre de sidste 40 meter i en klaustrofobisk lille elevator, som fører os helt ned på bunden af det stærkt strømfyldte Lillebælt.
Ingeniør Otto Bach Ulstrup, systemansvarlig for bro- og tunnelteknik i Banedanmark, viser vej. Han kender Lillebæltsbroen og dens konstruktioner bedre end de fleste. Både over og langt nede under vandet. Hvor vi står nu.
»Det er et barskt miljø, de her strømpiller står i,« siger han, mens han kigger rundt, så lyskeglen fra pandelampen afslører, hvad han mener.
»Saltvandet pibler langsomt, men konstant ind udefra, der er opstigende grundvand nedefra, og så er der kondens. Oven i det står pillerne jo ude i Lillebælt, hvor strømmen er voldsomt stærk. Så de skal virkelig kunne holde til noget. Som man kan mærke, er der meget fugtigt og koldt hernede,« konstaterer han. Og fortsætter:
»Der er samme temperatur hele året rundt, så vi har da fået mange forslag til, hvad vi kunne bruge de her fine rum til. For eksempel lagring af ost, øl eller vin. Men det ville kræve en hel masse logistik og nye elevatorer og den slags, og det er jo ikke lige det, vi er sat i verden for, så vi nøjes med at kigge efter de tomme rum,« siger Otto Bach Ulstrup, hvis stemme runger som i en domkirke mellem de metertykke betonvægge.
Før man overhovedet kunne gå i gang med den specielle opgave med at renovere betonpillernes mange siderum, måtte man helt banalt først derind.
For mens selve kernen i hver af de fire piller er blevet kontrolleret hver uge, siden de blev opført, har der stort set ikke været et menneske indenfor i siderummene siden dagene omkring indvielsen i maj 1935.
Så det var noget af et 'skatkammer', der dukkede op, fortæller Otto Ulstrup:
»De havde meget travlt dengang lige op til åbningen, så man undlod at tømme pillerne for stilladser, forme og alt muligt andet. Det var varierende mængder af skrammel, vi mødte, da vi kom herind. Vi har kørt flere hundrede tons væk, så vi har virkelig ryddet op.«
»I 30'erne måtte man jo gerne drikke øl, så vi har også samlet ganske mange af de gamle ølflasker og taget dem med op herfra,« siger han.
Første del af renoveringsopgaven har været at undersøge betonen grundigt og systematisk. Nærmest tilsvarende den måde, en læge kan lave en biopsi på en patients indre organer, er der boret en masse kerner ud af betonen, og de efterfølgende analyser har så afsløret, hvor og hvor dybt der har været behov for at gå.
»Vi har været inde alle steder. På alle overflader og i samtlige rum. Det arbejde, vi har lavet nu, betyder, at bropillerne holder i hvert fald 50 og nok også 80 år mere. Og hvis vi fremover får alle godstogene under Femern, i stedet for at de som nu kører over broen her, så holder pillerne også i 100 år til,« siger Otto Ulstrup.
På de mest utilgængelige steder i bunden af de imponerende konstruktioner hænger der nødtelefoner på væggen.
Så hvis der pludselig skulle opstå en nødsituation for en håndværker eller Banedanmarks folk, når de er nede i dybet, er der mulighed for at løfte røret og slå alarm.
»Hernede under vandet er der absolut intet signal, så vi er nødt til at bruge en gammeldags fastnettelefon. Heldigvis har vi ikke haft brug for den endnu. Undtagen hvis man har glemt et eller andet, så man lige kan få en makker til at komme ned med det,« siger Otto Ulstrup.
Han tilføjer med et lille grin:
»Det er jo lidt sjovt: Hernede på bunden af Lillebælt skal man ikke lide af klaustrofobi. Og når man er oppe på toppen af stålbygningen, hvor man i dag kan gå bridgewalking, og hvor vi andre går ud for at kontrollere broen, skal man ikke have højdeskræk. Og så skal man heller ikke have gephydrofobi – angst for broer.«
