Louise var i byen i Aalborg med nogle veninder. Men det meste af aftenen husker hun ikke.

Efter gruppen havde fået lidt lækkert at spise, og for Louises vedkommende sparsomt med vin til maden, tog de hen på Club Stygge.

Her fik hun et par drinks og to shot i baren.

Et sambuca og et lyserødt, som hun ikke fik at vide, hvad var.

Det næste, hun husker tydeligt, er, at hun vågner et sted, hun ikke kender.

Heldigvis var Louise blandt venner. I løbet af natten faldt hun ind i armene på en gammel efterskoleven, som fulgte hende sikkert hjem til en af sine veninder, som boede i nærheden – og det er på hendes sofa, Louise slår øjnene op den efterfølgende morgen.

Hun kan ikke huske noget af det her, men har fået den genfortalt efterfølgende.

Da hun så småt er kommet til bevidsthed, går hun ned for at finde en bus. Da hun kommer hjem, sætter hun sig på gulvet og ringer til sin mor. På det her tidspunkt snurrer verden stadig rundt for hendes øjne.

»Først tænkte jeg, at hun sagde, hun havde det dårligere, end hun havde, fordi hun ikke ville på arbejde. Men jeg kunne hurtigt fornemme, at den var helt gal,« forklarer hendes mor Henriette Sørensen.

Hun besluttede sig for at ringe 1-1-2.

På det her tidspunkt var der desværre ikke meget at gøre, men både Henriette og Louise fik en snak med sygeplejersken og besked på at ringe igen, hvis hun fik det værre.

Det gjorde hun heldigvis ikke. Men der gik også længe, før hun fik det bedre, og Henriette er ikke i tvivl om, at der har været noget i et af de shot, hendes datter blev præsenteret for på Club Stygge.

»Jeg har selv prøvet at blive drugged engang, så jeg ved, hvordan det føles, og kunne genkende symptomerne hos min datter,« siger Henriette.

Og hun er ikke den eneste, der er overbevist om, at Louise ufrivilligt havde indtaget andet end alkohol den fredag nat.

Caroline Abelgren læser til social- og sundhedsassistent og er frivillig i Safe House i Jomfru Ane Gade, hvor hun er sikker på at have set Louise selvsamme aften.

»Jeg kan huske, at Louise kom ind mellem klokken 02 og 04, og det var tydeligt, at hun var påvirket. Hun var rastløs, mumlede, kunne ikke formulere en hel sætning og hendes kæbe raslede, som er et klassisk tegn på stoffer,« siger Caroline Abelgren.

Safe House lørdag morgen efter nattens strabadser.
Safe House lørdag morgen efter nattens strabadser. Foto: Rasmus Krøll / B.T.
Vis mere

Louise kom ind sammen med en anden pige, som ingen ved, hvem er, og som forlader Safe House med hende.

»Vi kan ikke ringe efter en ambulance, fordi Louise er ved bevidsthed, men jeg spørger, om jeg skal få fat i en taxa, og det bliver der sagt nej til. Så Louise går derfra med pigen.«

På et eller andet tidspunkt herefter møder hun så kammeraten fra efterskolen, som får hende trygt hjem, og Louise kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Hun er mest bare chokeret over, at hele aftenen er forsvundet fra hendes hukommelse og bekymret over, hvor galt det kunne være gået.

»Det var et kæmpe chok for os alle sammen, og af frygt for, hvor det kunne ende, følte jeg, at jeg var nødt til at gøre noget,« siger Henriette.

Henriette laver et opslag på Facebook om datterens oplevelse, som hurtigt bliver delt mange tusinde gange.
Henriette laver et opslag på Facebook om datterens oplevelse, som hurtigt bliver delt mange tusinde gange.
Vis mere

Derfor gik hun på Facebook med et opslag, der beskrev datterens oplevelse. De har også meldt sagen til politiet, der har oprettet den som en hændelse.

Efter opslaget væltede det ind med historier til Henriette fra mænd og kvinder, som er blevet drugged i det aalborgensiske natteliv. B.T. har set flere af fortællingerne, hvoraf størstedelen drejer sig specifikt om netop Club Stygge.

De mange fortællinger kommer ikke bag på frivillig i Safe House Caroline Abelgren.

»Hver gang jeg har vagt, kommer der nogen ind, som er blevet drugged. Det er ekstremt skræmmende, at festmiljøet er så utrygt, og det gør også, at jeg er tilbageholdende med at gå i byen selv,« siger Caroline Abelgren, som også har talt med politiet om Louises hændelse.

B.T. har forelagt hændelsen for Club Stygge, ligesom vi har spurgt ind til en række rygter om, at der siver drugs fra bag baren til klubbens gæster.

Indehaver Mark Benzon forklarer, at han kender rygterne, men afviser dem blankt, ligesom han afviser, at Louise skulle være blevet drugged af nogen af klubbens medarbejdere.

Han forklarer desuden, at han gerne bistår politiet med opklaringer af sager, og at klubben har indkøbt flere videoovervågningskameraer.