Har du julegaveshoppet lidt kongelig porcelæn, et par vinglas fra Holmegaard eller måske en sparegris til den yngste i flokken?

Så skal du håbe, at din pakke ikke er blevet leveret til SuperBrugsen i Glyngøre i fredags.

Her blev et GLS-bud nemlig taget i at behandle en håndfuld pakker på en … lad os sige 'ganske hårdhændet måde'.

På videoen, som du kan se øverst i artiklen, står GLS-pakkebuddet inde i sin lastbil og kaster pakker ind i en bagindgang til SuperBrugsen.

Videoen er optaget af Jørgen Brunsgård Vinther, der tilfældigvis fredag ved middagstid overværede de mange kast fra sin bil.

»Jeg havde handlet i SuperBrugsen, og i mellemtiden er GLS-bilen kommet til parkeringspladsen. Og dér opdager jeg så, at pakkerne bliver kastet på den måde,« siger Jørgen Brunsgård Vinther og fortsætter:

»Jeg tænker, det er noget svineri, så jeg tager mobilen frem og filmer.«

Og han er ikke alene om den holdning.

Jørgen har nemlig delt videoen i den lokale Glyngøre-gruppe på Facebook, og her er der kommet flere end 100 kommentarer, hvor en stor del af dem tager afstand fra pakkehåndteringen.

»Vi havde tilfældigvis besøg af en bekendt samme aften, der havde en pakke med, og da hun åbnede den, var der et smadret glas. Det er jo derfor, at det ikke duer at kaste pakkerne på den måde,« siger Jørgen Brunsgård.

Har du oplevet lignende håndtering af pakker fra et fragtfirma? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

B.T. har kontaktet GLS for en kommentarer, og fra fragtfirmaet lyder det, at man tager afstand fra videoen.

»Vi er bekendte med videoen. Det er uacceptabel adfærd, og vi tager sagen meget alvorligt. Vi tog hånd om sagen, da vi fik videoen tilsendt i fredags,« lyder det fra Steen Kristensen, Managing Director i GLS Denmark, i et skriftligt svar.