Flere danskere har i år været udsat for såkaldte 'nytårsløjer,' som den danske ordbog beskriver som 'drilleri i anledning af nytår'.

Men i nogle tilfælde har drillerierne mere haft karakter af decideret hærværk.

Blandt andet på Kirsten Kjeldsens bopæl i Frederikshavn, hvor det hun selv kalder en drengebande kastede æg på husets facade. Det skriver lokalmediet kanalfrederikshavn.dk.

Drengene, som Kirsten Kjeldsen vurderer til at være mellem 12 og 16 år, bankede også på vinduerne og sparkede på hoveddøren, fortæller hun.

Og sporene fra æggene, de kastede, er altså ikke til at fjerne fuldstændig, Der er stadig synlige skjolder flere steder uden på huset, lyder det.

En anden, der også startede året ud med en irriterende overraskelse, er Casper Olsen fra Holstebro.

Han vågnede nemlig op til, at nogen havde åbnet for familiens udendørs vandhane og regnvandsbeholder, fortæller han til Dagbladet Holstebro-Struer.

Casper Olsen har kigget på vandmåleren og regnet sig frem til, at der er fosset vand ud i mindst 12 timer.

»Alt i alt – fra vandhane og regnvandsbeholderen – er der nok forsvundet 30.000-35.000 liter vand. Det er træls. Men derudover er der jo også tale om noget, der miljømæssigt rammer en værdifuld ressource – og vores pengepung,« siger Casper Olesen til dagbladet.

Han har regnet ud, at det kommer til at koste 2.000-3.000 kroner. Et beløb, han vil give gerningsmændene muligheden for at betale, hvis de melder sig selv inden klokken 21 den 3. januar, fortæller han.

Han har nemlig videoovervågning af dem og vil overgive billedmaterialet til politiet, hvis de ikke har meldt sig inden tirsdag aften.