På det kommunale botilbud Søparken afgik en handicappet beboer ved døden mandag eftermiddag.

Den afdøde var blevet lagt til at sove middagssøvn, da personalet senere fandt beboeren livløs.

Personalet og den tilkaldte paramediciner forsøgte genoplivning, men desværre forgæves.

Det oplyser Rebild Kommune.

»Der er en undersøgelse i gang i forhold til at fastslå dødsårsagen,« oplyser Charlotte Larsen, direktør for pleje og omsorg i Rebild Kommune, tirsdag eftermiddag til B.T.

Politiet var umiddelbart efter hændelsen tilstede på bostedet, men den endelige dødsårsag er altså endnu ikke fastslået.

Det tyder dog på et tragisk uheld, lød det fra Rebild Kommune tirsdag morgen.

De pårørende til den afdøde er orienteret og modtager psykologisk krisehjælp, og dette bliver personalet på Søparken også tilbudt.

Søparken er et botilbud i Rørbæk, der tilbyder hjælp til borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.