Lyt til artiklen

Et ukendt ansigt dukkede op på en skrattende FaceTime-forbindelse foran 21-årige Anna Søby Poulsen.

Han var tolk, sagde han. Hendes mund blev pludselig tør, og det var, som om stolen forsvandt under hende. Nu forstod hun, hvad betjentenes spanske ord betød.

Det var 11. maj 2022, klokken var 21.34, og hun var anholdt, sigtet for international narkosmugling igennem Panama.

Med fugtige fingre tastede Anna sin mors nummer ind og forsøgte at holde tårerne tilbage.

Hun havde fået lov til at lave ét opkald hjem, inden hun skulle for retten næste dag.

Hendes mor sov nok hjemme i Danmark, hvor det var nat, tænkte hun. Hun tog den i hvert fald ikke. Så Anna ringede i stedet til sin veninde, der var blevet tilbage i lufthavnen, mens betjentene førte Anna væk tidligere på dagen.

Hun fortalte veninden, at hun var blevet anholdt. Men hvad det egentlig betød, og hvilket helvede der ventede hende forude, vidste Anna ikke på det tidspunkt.

Da hun snakkede med veninden, bippede telefonen. Det var hendes mor, der ringede tilbage.

Annas hjerte bankede hurtigere, og det stak i hele kroppen. Morens stemme var kun ét tryk væk.

Men Anna havde jo fået at vide, at hun kun måtte få et enkelt opkald – så hun lod den montone biplyd fortsætte, indtil den gled ud og forsvandt.

»Jeg var så bange. Jeg sad og græd i håndjern på bagsædet af en politibil hele natten, mens jeg blev kørt rundt til lægeklinikker og hospitaler for at få taget blodprøver og dokumenteret, at jeg ikke var blevet mishandlet af politiet,« fortæller Anna.

Knap et døgn forinden sad hun glad og træt i lufthavnen i Panama, klar til at komme hjem og kramme familie og venner efter to måneders backpackertur i Peru og Costa Rica.

Anna tog et billede, da betjentene rodede hendes rygsæk igennem. Her vidste hun ikke, hvad der ventede hende.
Anna tog et billede, da betjentene rodede hendes rygsæk igennem. Her vidste hun ikke, hvad der ventede hende. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Et kvarter inden hun og veninden skulle boarde flyet til Danmark, blev deres navne kaldt over højttaleren.

En narkohund havde reageret på Annas taske, og da betjentene rodede den igennem, fandt de en pose med 54 gram kokablade i bunden.

Det var en souvenir, Anna havde købt i Perus bjerge, hvor det var både var lovligt og meget almindeligt at tygge og drikke i te blandt lokale og turister. Kokabladene lå fremme på cafeer og hostels og var ikke noget, Anna tænkte, kunne være ulovligt, siger hun.

Men det er det altså i Panama, hvor det ses som et narkotisk stof.

De kokablade, som Anna tog 54 gram med hjem af. En souvenir, der endte med at koste hende tre måneder i fængsel og 1,2 millioner kroner.
De kokablade, som Anna tog 54 gram med hjem af. En souvenir, der endte med at koste hende tre måneder i fængsel og 1,2 millioner kroner. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

To dage efter, Anna var blevet ført væk fra lufthaven, sad hun i en retssal og knugede sine hænder, så knoerne blev helt hvide.

Hun havde endnu ikke talt med sine forældre. Gad vide, hvordan de havde det, tænkte hun og følte sig mere alene og ensom end nogensinde.

En tolk oversatte, hvad anklageren sagde, og det var, som om al luften forsvandt ud af retssalen.

Anna kunne ende med at få mellem 10 og 15 års fængsel.

»Jeg har aldrig været så bange og ulykkelig. Jeg græd og græd. Jeg så 10 år af mit liv forsvinde. Jeg tænkte på alt det, jeg ikke ville komme til at opleve og gøre, mens jeg var ung,« siger Anna.

Hun fik ikke at vide, hvor længe hun skulle i fængsel. Men i fængsel skulle hun altså efter at have tilbragt en uge i husarrest på den danske konsul i Panama.

Anna blev kørt ind i Panamas eneste kvindefængsel med over 1.000 indsatte fordelt i 10-12 små huse.

Hun skulle bo i et hus for udenlandske fanger, og her fandt hun hurtigt nogle søde piger at snakke med.

Anna brugte meget af sin tid i fængslet på at tegne. Her har hun tegnet et af husene indvendigt.
Anna brugte meget af sin tid i fængslet på at tegne. Her har hun tegnet et af husene indvendigt. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Der var virkelig mange unge piger på min alder, og de fleste sad der for narkosmugling,« siger Anna og fortsætter:

»Det var hårdt og trist at se, hvor mange unge kvindeskæbner der var derinde. Og de skulle sidde der i mange mange år.«

Som dagene gik, fandt Anna dog ud af, at det langtfra var alle kvinderne derinde, der var lige søde.

»Der var en bande, der hed La Maxima, som bestod af en ældre dame og nogle yngre piger. De havde knive, som de gik rundt og truede folk med og tog deres ting,« siger Anna.

Anna tegnede nogle af de indsatte kvinder, mens hun var i fængslet i Panama. Her to af dem.
Anna tegnede nogle af de indsatte kvinder, mens hun var i fængslet i Panama. Her to af dem. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Hun fortæller om en episode, hvor nogle fra banden ville have en halskæde fra en pige, der sad og læste. Og da hun nægtede at give den til dem, overfaldt de hende og brækkede hendes ben.

Anna lærte hurtigt de uskrevne regler og tilpassede sig hierarkiet bag murene.

Først observerede hun bare. Blandt andet hvordan det fungerede med indsmugling af telefoner.

»Det var noget af det vildeste derinde. Der kom droner næsten hver dag, som fløj hen over fængselsmurene og smed pakker med enten telefoner eller stoffer ned fra himlen,« siger hun og fortsætter:

Anna fik smuglet en telefon ind, som hun kunne tage billeder med og sende til sine venner og familie på Messenger. Her hvordan hun boede i fængslet.
Anna fik smuglet en telefon ind, som hun kunne tage billeder med og sende til sine venner og familie på Messenger. Her hvordan hun boede i fængslet.
Vis mere

»Og så var det ellers et kapløb mellem de indsatte og vagterne, om hvem der kunne få fat i dem først. Med masser af peberspray og slåskampe.«

Det på trods skaffede Anna selv en telefon, som hun sørgede for at gemme godt væk, når vagterne kom. Men når de ikke var der, kunne hun nå Danmark over Messenger. Og hun kunne mærke lidt af sig selv igen.

»Jeg var kontakt med familie og venner, og det var helt fantastisk at mærke deres støtte. Også fra alle mulige uventede kanter.«

I to måneder vidste Anna ikke, om hun skulle sidde i fængslet i ti måneder eller ti år.

Efter kampe med flere dyre advokater, der ikke hjalp Anna og familien, var der til sidst en, der gjorde.

Hun fik Annas straf ned til fire års fængsel – netop det, der er grænsen for, hvad man kan få omdannet til dagbøder. Og det fik Anna.

Efter knap tre måneder i det panamanske kvindefængsel kunne Anna 28. juli træde ud ad porten og kramme sin far. Han var fløjet til Panama, kort efter hun blev anholdt, og havde været i landet lige siden.

For to uger siden, 20. september, efter umanerligt meget papirarbejde i Panama, landede Anna i Danmark igen.

Da Anna blev genforenet med sin far, der var rejst til Panama og kæmpede for og ventede på, hun kom ud af fængslet.
Da Anna blev genforenet med sin far, der var rejst til Panama og kæmpede for og ventede på, hun kom ud af fængslet. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Mere sårbar og meget stærkere end før.

»Jeg har lært noget om min egen styrke, hvor meget jeg kan klare. Det har i den grad udvidet min horisont, og det er det, jeg vil prøve at tage med og vende til noget positivt,« siger Anna.

Og så håber hun også, at andre kan få noget ud af hendes historie:

»Jeg håber, at min historie kan fungere som en slags advarsel og hjælpe andre unge med at undgå at ende i samme situation.«