Der er tysk hæder på vej til kronprinsesse Mary. I midten af november får hun overrakt den tyske BAMBI Award i velgørenhedskategorien, for sit arbejde på det sociale område og mod vold i hjemmet.

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Når award-showet løber af stablen den 13. november, vil det blive transmitteret live på den tyske tv-kanal ARD. Det er dermed første gang, at de tyske tv-seere får glæden af at se Mary optræde live på tysk tv.

Det tyske award-show, der første gang løb af stablen i 1948, hylder personer, der har optrådt eksemplarisk i tyske medier. Dertil kommer en række særpriser, hvor velgørenhedsprisen altså er en af dem.

Mary i Polen - 1

Kronprinsesse Mary er protektor for 28 foreninger. 19 af dem er inden for det sociale og humanitære område, som for eksempel LOKK - Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Mødrehjælpen og Psykiatrifonden.

Når Mary modtager prisen, kommer hun i ganske fint selskab. Velgørenhedsprisen er nemlig gået til den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton i 2005 og til den svenske dronning, Silvia, året efter.

Andre BAMBI-vindere ud over Clinton og Silvia er bla. Nelson Mandela, Paul McCartney, Elizabeth Taylor og Spice Girls. Og nu altså også den danske kronprinsesse Mary.

Prisuddelingen, der egentlig er en tysk mediefejring, foregår i Stage Theatre på Potsdamer Platz i Berlin. Den tyske forlags- og mediekoncern Hubert Burda Media står bag prisuddelingen, der indtil videre har begavet over 700 forskellige personer med mere end 1.000 forgyldte hjorte-statuer.