På lørdag kolliderer to kæmpestore begivenheder i Roskilde.

For mens Roskilde Festival spiller af for sidste gang i denne omgang, lægger Tour de France samtidigt visit i domkirkebyen.

Men på trods af, at man på Roskilde Festival før har opført storskærmsarrangementer, når større begivenheder er faldet sammen med festivaldagene, så sker det ikke denne gang.

Til stor fortrydelse for mange.

»Utroligt. Har været til mange Roskilde Festivaler, hvor der er sendt Touren og EM/VM i fodbold på storskærm, hvor der var mange menneskeri fantastisk stemning,« skriver en bruger ved navn Carsten i B.T.s liveblog og fortsætter:

»Hvorfor dog ikke arrangere det i år, nu løbet starter i Danmark? Det er en ommer, Roskilde.«

I år kommer Tour de France til Danmark.
I år kommer Tour de France til Danmark. Foto: Gonzalo Fuentes
Vis mere

Og Carsten er bestemt ikke den eneste. I livebloggen har flere af B.T.s læsere udtryk utilfredshed. En af dem er Kim:

»Sgu vildt nok, at Roskilde ikke har kunnet indgå et samarbejde om at vise en af verdens største sportsbegivenheder i Danmark. De kan ikke booke ordentlige navne eller sørge for lidt storskærm. Flot.«

Til B.T. forklarer Roskilde Festivals pressekontor, hvorfor man har valgt, som man har gjort.

»Der bliver ikke afholdt noget særarrangement såsom storskærmsvisning, eftersom festivaldeltagerne har mulighed for at deltage direkte i Tour-arrangementet eller følge med på deres individuelle devises, hvis de ønsker det.«

Derudover fortæller de, at man i Dream City-området på festivalen kan besøge Dream City Olympics, der har Tour de France som tema.

Ugen ud vil de vise historiske etaper med danske vindere på storskærm samt 1. og 2. etape af Touren, når den køres i Danmark.

»Deltagere kan finde Olympics i Dream City H54, og man er meget velkommen til at kigge forbi og dele glæden over verdens største cykelløb,« lyder det.

Her er der dog tale om et lille område på festivalen, hvor der altså langtfra vil være plads til alle eller blot en brøkdel af festivalgængerne.