»MobilePay fungerer desværre ikke lige nu.« 

Sådan stod der fredag formiddag i en meddelelse på den populære betalingsapp MobilePay. Nu fungerer app'en igen. Dog ikke helt som normalt.

Til B.T. bekræftede pressekontakt hos MobilePay i Danmark Peter Kjærgaard, at app'en fredag formiddag var helt nede, og at det var umuligt at sende eller modtage penge via MobilePay.

Men klokken 12.45 er det igen muligt for de mange brugere at sende og modtage penge.

»MobilePay fungerer igen,« siger Peter Kjærgaard.

Dog kan én ting stadig drille.

»Vi har lavet en midlertidig løsning, så brugerne igen kan sende og modtage penge. Det kan gå langsommere end normalt,« lyder det fra Peter Kjærgaard.

Hos MobilePay arbejdes der stadig intenst på at få lavet en permanent løsning på de problemer, der opstod fredag. Når det sker, vil brugerne imidlertid næppe kunne mærke det, idet app'en nu igen er funktionel. 

Under nedbruddet forsikrede han om, at de mange danske brugere ikke skulle frygte at miste penge, og at intet tyder på, at MobilePay var udsat for et eksternt angreb.

Nedbruddet sker få dage efter, at MobilePay er lanceret i en ny og anderledes form, men om det har noget med fredagens nedbrud at gøre, er uvist.

MobilePay har cirka 4,5 millioner brugere i Danmark.