Det er faldet flere for brystet, at den populære app MobilePay er lanceret i ny og anderledes form.
Således modtager betaling- og overførselstjenesten i øjeblikket kritik på sociale medier fra nogle af sine i alt 4,5 millioner danske brugere.
Kritikerne er tilsyneladende utilfredse med tirsdagens store opdatering af tjenesten, som har forårsaget markante ændringer i designet af den før relativt simple applikation.
»Sikke en gang rod,« lyder en kommentar, som flere synes at være enige i.
»Virker noget uoverskueligt — dårlig oversigt,« skriver en anden.
»Totalt rodet og uoverskueligt design. Den gamle var bare lige til og fungerede,« lyder det fra en tredje.
Andre savner funktioner fra den gamle version af appen, som ikke er kommet med over i den nye.
For eksempel påpeger flere, at 'anmod'-funktionen, der gav brugere mulighed for at anmode andre om at sende penge, er ændret.
»Jeg er simpelthen så ked af forringelserne i 'anmodninger',« skriver én, mens en anden påpeger, at det ikke længere er muligt at anmode penge fra flere personer ad gangen.
Andetsteds i kommentarsporet er der en klage over, at den nye app ikke giver mulighed for at søge i arkiverede transaktioner, hvilket MobilePay erkender.
MobilePay har besvaret flere af kritikerne på Facebook og blandt andet bemærket, at »forandringer kan være udfordrende, især i starten, men oftest fører de til positive resultater.«
Samtidig bemærkes det fra firmaet bag tjenesten, at app'en i øjeblikket ikke er i sin endelige form, og at man lytter til brugernes feedback.
Hos Vipps MobilePay er man bevidst om, at »der er tale om store ændringer, som nogle brugere skal vænne sig til,« udtaler den danske landechef, Annette Bøje, i en pressemeddelelse.
»Vi vil bruge det næste stykke tid på stille og roligt at vurdere feedbacken og tilpasse appen, så den bliver maksimalt kundevenlig og intuitiv at benytte.«
MobilePay, som i 2022 fusionerede med norske Vipps, bemærker, at man har lavet en fælles platform for Danmark, Norge og Finland.
»Det er afgørende for os at skabe en stærk nordisk wallet og platform, så vi kan stå distancen overfor globale big tech-virksomheder,« lyder det fra Bøje i pressemeddelelsen.
Der er således også åbnet for, at app'en på sigt kan bruges på tværs af landegrænser.

