Den 1. januar skal alle erhvervsregistrerede køretøjer have deres firmanavn eller logo på deres varebil. Det blev vedtaget den 13. juni, efter et forslag fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

Ifølge ministeren er det for at bekæmpe sort arbejde, og derfor skal biler på gule nummerplader have et navn eller logo på bilen.

Men det vækker ikke begejstring i erhvervslivet. Thomas Sillesen har firmaet HiFifreaks, og han har lige nu en anonym varebil, som han bruger til at transportere dyrt elektronikudstyr.

- Ulempen er, at der er mange brancher, hvor personer har varebiler, og hvis man så skal reklamere med, at der er værdier i bilen. Der er jo tit nogle unge, der knalder en rude i en bil for at se, om der er noget af værdi. Men de vil nok synes, det er fedt, hvis de ser en bil fra et galleri eller et elektronikfirma, siger Thomas Sillesen.

- Det er lettere at vælge, hvad man skal begå indbrud i, hvis man skal skrive på sin bil, hvad man har i den. Og det er jo ikke så svært at begå indbrud i en bil, siger han.

Thomas Sillesen har de seneste tyve år haft firma i 20 år, og han kommer rundt til mange mennesker, hvor han fremviser udstyret, og imens holder bilen parkeret i flere timer, og derfor frygter han, at han skal skrive sit firmanavn på siden af sin bil.

- Jeg kommer ikke til at skrive det. Det er for risikabelt, så må vi hellere tage en bøde. Vi har en bil stående 400 meter fra Christiania med dyrt udstyr, og jeg har det sådan, at hvis folk kan se, hvad der er i bilen, så er det rigtig ærgerligt. Det svarer jo til, at hvis du skriver på din private bil, at du har lagt en bærbar PC i bagagerummet. Det er kun de kriminelle, der får noget ud af det, jeg kan ikke se, hvem der ellers får noget ud af det, siger Thomas Sillesen.

Guf for en tyv

Han bakkes om af galleriejer Kent Wolfsen fra Aalborg, der i 25 år har kørt rundt med kunstværker i Danmark. Han har aldrig haft firmanavn eller logo på sine biler, og han ser ingen anden udvej end at købe bilen privat.

- Jeg vil være rigtig ked af det. Jeg kan blive tvunget til at betale momsen og købe bilen privat. Men mon ikke, der kommer en form for dispensation, for eksempelvis en guldsmed kan jo ikke skrive, at han kører med guld og diamanter. Så jeg tror, der kommer en form for dispensation, siger Kent Wolfsen, der har Gallerie Wolfsen i Aalborg.

Han kører med kunstværker, der koster op i mod 1.000.000 kr og kommer tit til København.

- Jeg kører tit til København og parkerer mange steder. Hvis folk kan se, at der er noget af værdi, så vil de nok tage chancen og begå indbrud. Hvis der står en bil med kunst, så vil man nok tænke, at der er noget af værdi derinde, siger Kent Wolfsen.

- Det vil altid være guf for en tyv, hvis han slår hul på min bil, hvis han ved specifikt, at der er noget at komme efter, siger han.

Venstre uenige med skatteministeren

Det var udelukkende regeringspartierne og Enhedslisten, der stemte for forslaget, mens oppositionen stemte imod. Og det er der en grund til, fortæller Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen.

- Det har vi været imod, fordi vi har været i tvivl om, det virker, og så forstår vi argumentet om, at der er nogen, der slet ikke vil flashe, hvad de har i bilen. Der er en grund til at de kører rundt i halvgammel, bulet varevogn. Det er for ikke, at tiltrække opmærksomhed, siger politikeren.

- jeg kan godt forstå at folk indretter sig sådan, og derfor er det stærkt bekymrende, at det som skatteministeren kommer frem med, at det vil give voldsomme problemer for mange virksomheder. Og det er især, fordi der ikke er nogen, der kan sige, at det er effektivt mod sort arbejde, siger Torsten Schack Pedersen, der forventer at få en forklaring fra skatteministeren.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Thor Möger Pedersen