Venstres integrationsminister Inger Støjberg og Dansk Folkepartis formand for Folketinget Pia Kjærsgaard var begge med som gæster, da modeeksperten Jim Lyngvild for få uger siden åbnede et tempel til ære for de nordiske guder.

Men de to kvinder må se langt efter vennens politiske gunst. Under Folkemødet på Bornholm har han i stedet meldt sig ind hos de Konservative. Tidligere stemte han på Dansk Folkeparti, men har altså nu meldt sig under fanerne hos Søren Pape.

Hvad siger Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard til det her?

«De synes, det er sjovt. De ved godt, at styrken kommer i at være forskellig, men stadig stå sammen. Det handler om at gøre det bedste for det her land, som vi elsker, og det gør vi på forskellige måder. Men det vigtige er, at vi kan kigge hinanden i øjnene, når solen går ned og stadig have det sjovt sammen«

Før sidste valg havde Jim Lyngvild egentlig også planer om at stemme konservativt. Men da han stod i boksen endte krydset alligevel med at stå ud for DF.

»Jeg synes, at Danmark sidste år havde så stor en udfording, at jeg på daværende tidspunkt ville lægge mine æg i deres kurv. Men nu har jeg fulgt mit hjerte og melder mig, hvor jeg virkelig hører til, og det er hos De Konservative,« siger Jim Lyngvild.

Når han skal forklare, hvorfor valget er faldet på de Konservative, trækker han et af partiets historiske trumfkort - tv-serien Matador.

»Tag nu Maude - jo rigere Hans Christian bliver, des mere skal hun lave velgørenhedsarrangementer for fattige studenter og konfirmander. Og det samfundssind, kan jeg rigtig godt lide. Mange har misforstået det og tror, at konservatismen handler om at rage til sig. Det er det stik modsatte, « forklarer han.

Han håber, at partiet kan få gavn at hans engagement, så spærregrænsen kan komme lidt længere væk.

»Jeg vil gøre mit til, at det stolte skib på ret køl igen,« som han formulerer det.