Naser Khader forlader det parti, han selv var med til at stifte i foråret 2007. Dermed er kun den sidste af de tre stiftere, Anders Samuelsen, tilbage i Liberal Alliance. Gitte Seeberg forlod sine makkere kort efter folketingsvalget i 2007, hvor partiet, der dengang hed Ny Alliance, kom i Folketinget med fem mandater.

Ifølge B.T.s oplysninger ventes det, at Naser Khader nu vil forsøge sig i en periode med en mere fri rolle som løsgænger. Her kan han koncentrere sig om emner som udenrigspolitik, integrationspolitik og radikalisering.

LÆS NASERS FORKLARINGDERFOR FORLADER JEG LIBERAL ALLIANCE


Det dramatiske brud kommer efter, at den liberale linje så entydigt har vundet i partiet. Blandt andet har Liberalisterne overtaget den københavnske storkreds, hvor Khader er opstillet.

Han har brugt juleferien til at overveje sin politiske fremtid og har fundet ud af, at han ikke er liberal. Han har ingen konkrete planer om at blive en del af et nyt parti.

- Jeg har simpelthen ikke længere hjertet med, dér hvor vi har placeret Liberal Alliance. Jeg har spurgt mig selv, om man kunne lave det om eller ændre den placering? Nej, det mener jeg ikke. Da vi stiftede Ny Alliance, så jeg for mig et brobyggerparti, et værdiparti, et integrationsparti. Et parti i tråd med det jeg har kæmpet for i mange år, siger Naser Khader.

- Men jeg formåede ikke at fastholde denne vision. Projektet tabte simpelthen den sociale indignation, den menneskelige varme og det at kunne se, at løsningen af fremtidens udfordringer ikke kun handler om tal og økonomi, men også om mennesker og værdier. Linien står efter min opfattelse ikke til at ændre. Store dele af partiets nuværende bagland bakker op om den nuværende liberalistiske linje - andre gik, da de så, hvad jeg ikke evnede at se, siger Naser Khader.

Samtidig står det mere og mere klart, at chancerne for, at Liberal Alliance overlever næste valgkamp, er minimale. Partiet har ikke på noget tidspunkt været i nærheden af at kunne kravle op over spærregrænsen på to procent i meningsmålingerne.

Med formandens exit skal Anders Samuelsen nu afgøre, om han fortsat vil kæmpe for sagen med det eneste andet folketingsmedlem Villum Christensen ved sin side.