Kommuner betaler 55 millioner kroner tilbage til flere tusind kontanthjælpsmodtagere, der er blevet ofre for administrative fejl om gensidig forsørgerpligt.

Omkring 5.000 kontanthjælpsmodtagere får nu efterbetalt i alt 55 millioner kroner i kontanthjælp, fordi 88 af landets 98 kommuner i forbindelse med sagsbehandlingen af gensidig forsørgerpligt ikke har overholdt god forvaltningsskik.

Det oplyser beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til Berlingske Nyhedsbureau.

»Der er blevet lavet en samlet undersøgelse af, hvordan sagerne er blevet håndteret, og der har det vist sig, at der er en lang række sager, som er blevet fejlagtigt håndteret,« siger ministeren og uddyber:

»Det er utilfredsstillende, at der har været så mange fejl i håndteringen af gensidig forsørgerpligt for samlevende. Det er jo afgørende, at myndighederne overholder de regler, der er skabt - ikke mindst når det handler om mennesker og deres forsørgelse.«

Tilbagebetalingen sker, efter Ankestyrelsen i august sidste år afgjorde, at det er ulovligt, hvis en kommune kun underretter den ene part i sager, hvor bliver truffet afgørelser om gensidig forsørgerpligt.

Ifølge en netop offentliggjort redegørelse, som kommunerne har lavet og indsendt til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, er der fejl i godt en ud af ti sager.

Det er på den baggrund, at de mange millioner nu bliver udbetalt med tilbagevirkende kraft. I mange af sagerne er afgørelsen vel at mærke korrekt, men den manglende orientering af begge parter i godt 2.500 sager betyder altså, at de omkring 5.000 berørte personer - hver sag dækker over to samlevende - har krav på at få deres penge tilbage.

Jørn Neergaard Larsen mener, at de mange fejl giver stof til eftertanke.

»En gang i mellem er det måske sådan, at nogle af vores regler kan være så komplicerede, at det kan være en udfordring for de myndigheder, der skal administrere dem, at gøre det korrekt. Det er dog ikke nogen undskyldning. Når en regel er lavet af Folketinget, skal den selvfølgelig forvaltes efter sin ordlyd,« siger han.

Beskæftigelsesministeren understreger samtidig, at han forventer, at der nu er styr på de forvaltningsretlige krav ikke mindst ude i kommunerne.

Gensidig forsørgerpligt for samlevende blev indført med kontanthjælpsreformen i 2014, men blev fjernet med den seneste finanslov med virkning fra 2016.