En plakat med Johanne Schmidt-Nielsen er symbolet på de nye tider for Enhedslisten.
Enhedslistens nye valgplakater med et stort billede af Johanne Schmidt-Nielsen har vakt debat i baglandet. Ikke fordi plakaten er dårlig. Snarere fordi man gør vold på et næsten helligt princip, når man bruger den 27-årige kvindes ansigt som blikfang i stedet for det kedelige bogstav Ø i grønt og rødt.
Jette Gottlieb, som sad i Folketinget i Enhedslistens unge år i 1990erne, forklarer det med, at partiet tænker kollektivt og altid har lagt vægt på, at politik kommer før personer. Derfor vil plakaten med Johanne Schmidt-Nielsens ansigt uundgåeligt vække kritik.
- Det er jeg sikker på, siger Jette Gottlieb.
Johanne Schmidt-Nielsen har dog godkendt valgplakaten, fordi hun erkender, at personer betyder noget i politik.
- Hvis det virker, så hvorfor ikke, svarer den politiske ordfører.
Alligevel har hun det underligt med at skulle se sig selv hænge i lygtepælene, når hun cykler gennem byen. Hun beroliger sig selv med, at valgkampen kun varer i tre uger.
- Så det går nok, som hun siger.
Uskøn blanding 68ere
Mogens Lykketoft ( S) mener, det er et klogt træk, at Enhedslisten satser på at udnytte Johanne Schmidt-Nielsens store popularitet.
- Hun er jo ikke sådan et traditionelt venstrefløjs-rivejern. Hun repræsenterer en hel ny type. Hun er klog, vidende og kan hamle op med de bedste i en debat, siger han.
Som magtfuld finansminister i 90erne havde Mogens Lykketoft en del med Enhedslisten at gøre. Det var dengang, Enhedslisten bestod af en uskøn blanding af hengemte 68ere i skovmandsskjorter, betonkommunister, glødende EUmodstandere og unge, piercede gadekæmpere.
I dag fremstår den 27-årige Johanne Schmidt-Nielsen som en cool og cafésmart frontfigur for en ny generation af samfundskritiske unge. Hendes moderne fremtoning står i skarp kontrast til typer som Keld Albrechtsen og Jette Gottlieb, der gerne mødte op i Folketinget i murerskjorter fra en genbrugsbutik på Nørrebro.
- Og Keld var nok den af os, der havde det højeste tøjbudget, siger Jette Gottlieb.
De forenede dødsboer
Partiet opstod i 1990 på ruinerne af Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti.
- Vi var alle skeptiske overfor fænomenet, som Jacob Haugaard spøgefuldt kaldte for de forenede dødsboer. Jeg synes, de hurtigt viste sig som en god samarbejdspartner, siger Mogens Lykketoft.
Han erkender dog, at han i efteråret 1996 var tæt på at forregne sig. Nyrup-regeringen, som Lykketoft var finansminister i, var afhængig af Enhedslistens seks stemmer for at få sin finanslov igennem.
Kort før de afgørende forhandlinger holdt Enhedslisten landsmøde og piskede stemningen godt op. Bedre blev det ikke, da forliget kort før det afsluttende møde blev ændret, således at Frank Aaen måtte meddele Lykketoft, at han skulle hjem og spørge sin hovedbestyrelse om lov, før han kunne skrive under.
SF's Holger K. Nielsen husker det som lidt af et drama. Enhedslistens hovedbestyrelse var spaltet midt over. Pernille Rosenkrantz-Theil og hendes daværende behørigt piercede kæreste tordnede imod aftalen.
- Lykketoft var fortvivlet over, at regeringens overlevelse skulle afhænge af en ung mand med ring i næsen, siger Holger K. Nielsen.
- Men det gik jo, siger Mogens Lykketoft.
Lang næse fra Lykketoft
Året efter, i 1997, valgte Lykketoft et mere sikkert kort at spille på. Det kom Frank Aaen til at mærke på den hårde måde, husker han.
- Vi mødte op på Lykketofts kontor og sagde, at hvis ikke han straks fjernede nogle forringelser på et bestemt område, ville vi ikke være med. Godt, svarede han, så ringer jeg efter Jacob Haugaard, svarede han, erindrer Frank Aaen.
Løsgængeren Jacob Haugaard var valgt i Aarhus på løftet om medvind på cykelstierne og mødte op uden at kræve noget som helst. Frank Aaen fik en lang næse.
I modsætning til i dag var Enhedslisten dengang kendt og frygtet for sin aktivisme. Selv om Pernille Rosenkrantz-Theil sikkert vil benægte det til sin dødsdag, havde hun og hendes daværende sekretær Per Clausen et ganske klart medansvar for maling-overfaldet på Anders Fogh Rasmussen i marts 2003.
De to aktivister, der senere blev dømt for overfaldet, blev lukket ind i Folketinget under påskud af, at de havde en aftale med Pernille Rosenkrantz-Theil.
De blev hentet ved indgangen af Per Clausen. Da mødet imidlertid ikke blev til noget, fik aktivisterne, i strid med reglerne, lov at forlade bygningen på egen hånd. Hvorefter de uhindret kunne tage opstilling foran det mødelokale, hvor Fogh befandt sig.
Aktivisme i baggrunden
Efter overfaldet udtrykte Pernille Rosenkrantz-Theil forståelse for aktivisternes handling, men blev straks irettesat af partifællen Line Barfod. Helt tilbage i 1994 havde Pernille Rosenkrantz-Theil været med til at kaste høns ned i folketingssalen.
Efter malingaktionen i 2003 har Enhedslisten bestræbt sig på at overholde de almindelige spilleregler på Borgen. Og under Johanne Schmidt-Nielsens ledelse er aktivismen trådt i baggrunden. Holger K. Nielsen ser det imidlertid mere som et udtryk for den almindelige udvikling i samfundet.
- Aktivismen stikker ikke så meget frem i samfundet i dag, siger han.
Ifølge partiets veteran Frank Aaen forbereder man sig nu på, at man om kort tid igen sidder med de afgørende mandater i Folketinget. Det sker, hvis Helle Thorning-Schmidt vinder valget. Og hvis ikke Thorning allerede skal falde til december på sin første finanslov, bliver Enhedslisten nødt til at optræde yderst disciplineret.
Klar til valgkamp
Forberedelserne har stået på i måneder, oplyser Frank Aaen.
- Vi har diskuteret det hele igennem. Den første finanslov regner vi med at stemme for. Ellers falder regeringen, så det er vi tvunget til, siger han.
Frygten er, at Løkke og Barfoed efter et ventet valgnederlag vil satse alt på at vælte Thorning, så hurtigt man kan. Også selv om det indebærer, at man skal stemme nej til finansloven.
Mogens Lykketoft forventer, at Enhedslisten kender sit ansvar.
- Deres indflydelse afhænger af, at de kan levere de afgørende stemmer, siger han.
