Dansk velfærdsteknologi til arabiske ældre. Det kan blive et nyt eksporteventyr for Danmark - og derfor rejser handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr nu til Dubai på erhvervsfremstød.

Danske kæle-sæler og sengetøjs-pålægnings-maskiner kan være på vej til hospitaler og plejehjem i Mellemøsten. Eksport af dansk velfærdsteknologi kan nemlig blive en guldgrube for Danmark - det mener handels- og investeringsministeren.

- Mellemøsten får flere og flere plejekrævende ældre og har en velfærdsindustri på 80 milliarder dollar (460 milliarder kroner, red.). Danmark har på grund af vores mangeårige velfærdssamfund udviklet mange af de løsninger, der skal til for at løse problemerne og samtidig skabe nye eksporteventyr, siger Pia Olsen Dyhr, der også er fungerende sundhedsminister.

I morgen rejser hun sammen med 14 danske virksomheder inden for sundhed og velfærd til sundhedsmesse i Dubai for at promovere de danske løsninger. Her får virksomhederne mulighed for at finde nye forretningspartnere blandt messens 72.000 besøgende fra sundheds- og velfærdsindustrien.

- En øget satsning er nødvendig for at fastholde arbejdspladserne for de 40.000 danskere, der i dag arbejder med velfærdsteknologi og i medicinalindustrien. Og forhåbentlig også for at få skabt nye arbejdspladser de kommende år, siger Pia Olsen Dyhr.

Dubai er et af de syv emirater, der udgør De Forenede Arabiske Emirater - og netop emiraterne går en fremtid i møde med et voksende antal ældre. Frem mod 2030 forventes befolkningen i regionen at vokse med godt 40 procent, og det sætter sundhedssektoren under pres.

- Derfor ser jeg frem til at fremme innovative danske sundhedsløsninger i regionen, men også til at slå et slag for at tiltrække flere investeringer til Danmark fra den pengestærke region, siger Pia Olsen Dyhr, der også skal besøge Abu Dhabi for at tiltrække investeringer til Danmark.

Hvert år eksporterer Danmark for 75 milliarder kroner sundhed og velfærd - det svarer til 13 procent af al dansk eksport ifølge Dansk Industri. Den generelle danske eksport til De Forenede Arabiske Emirater er stødt stigende - i år forventes den at komme op på omkring 2,5 milliarder kroner - hvoraf størstedelen er maskiner, medicin og fødevarer.