Selv om Ugandas forfatningsdomstol har annulleret den omstridte anti-homolov, fortsætter Danmark med at føre udviklingsstøtten uden om staten, indtil man er sikker på lovens endelige skæbne, siger udviklingsminister Mogens Jensen.

Det får ingen indflydelse på den danske bistand til Uganda, at den skrappe anti-homolov, som Ugandas parlament vedtog i december sidste år, er blevet dømt ulovlig.

Ugandas forfatningsdomstol vurderer, at loven blev gennemført uden et tilstrækkeligt flertal, og derfor annulleres den nu. Men Danmarks hårde linje over for Uganda fortsætter, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

»Jeg glæder mig meget på de homoseksuelles vegne, og det er selvfølgelig en sejr for dem, der har ført sagen i retten. Men vi ved jo endnu ikke, hvad lovens endelige skæbne bliver. Så derfor vil jeg afvente reaktionen, før jeg tager stilling til videre konsekvenser,« siger Mogens Jensen og minder om, at loven er annulleret på grund af en teknikalitet og ikke på grund af det diskriminerende indhold.

Allerede inden den nye lov blev vedtaget, var det - ligesom i flere andre afrikanske lande - ulovligt at være homoseksuel i Uganda. Men med den nye lov kunne man blandt andet blive idømt fængsel på livstid for homoseksuelle aktiviteter, ligesom det blev ulovligt at »promovere« homoseksualitet.

Loven er blevet kraftigt kritiseret i store dele af verden, og flere lande, heriblandt Danmark, er stoppet med at sende udviklingsstøtte til den ugandiske stat. I stedet sendes den danske udviklingsbistand direkte til de organisationer, der arbejder i landet, og det vil alså ikke blive ændret i første omgang.

»Der er ingen tvivl om, at der fra dansk side fortsat skal lyde en opfordring til at droppe loven. Hvis det sker kan vi genoprette vores samarbejde med Uganda,« siger Mogens Jensen.

Men måske har Ugandas forfatningsdomstol valgt en mindre kontroversiel vej ved at dømme loven ude på grund af en teknikalitet frem for indholdet, vurderer forsker ved Institut for Menneskerettigheder Steven L. B. Jensen.

Forfatningsdomstolen har nemlig ved tidligere domme vist sig villig til at beskytte homoseksuelle i Uganda.

»På den måde har man valgt en lidt blødere landing, selv om det er et markant signal fra forfatningsdomstolen,« siger han.

Ifølge Steven L. B. Jensen står Ugandas homoseksuelle juridisk set meget stærkere nu.

»Loven var meget indgribende og indskrænkede både de homoseksuelles ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det lovmæssige grundlag til at forfølge dem, når de taler og organiserer sig for at kæmpe for deres egen sag, er faldet indtil videre,« siger han.

Egentlig skulle sagen først have været for retten til september, men lige pludselig meddelte domstolen, at man ville begynde allerede onsdag i denne uge.

Sagen blev gennemført på trods af modstand fra justitsminister Patricia Mutesi, men hendes protester stoppede samtidig med, at loven blev droppet, og det har udløst spekulationer om, at det er præsident Museveni selv, der har lagt pres på for at få loven droppet, skriver netmediet Buzzfeed.