Finansloven for 2024 er på plads.

Det erfarer B.T. på baggrund af flere forskellige kilder.

Det bliver en bred en af slagsen, hvor kun Enhedslisten har forladt forhandlingerne.

Ifølge B.T.s oplysninger vil finansloven blive præsenteret på et såkaldt doorstep mandag formiddag klokken 10.30, hvor alle partierne - igen uden Enhedslisten - vil være til stede.

Søndagens forhandlinger er dermed blevet afsluttet.

Efter et forhandlingsmøde lørdag valgte Enhedslisten at forlade forhandlingerne, oplyste politisk ordfører Pelle Dragsted.

»Det har vi, fordi regeringen har holdt stædigt fast i, at de ikke vil gå ind og hjælpe med at rette op på den krise, vi har ude i velfærden,« sagde han.

Regeringen præsenterede sit udspil til næste års finanslov, som er statens budget, i slutningen af august.

Her lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S), at »kassen er blevet større, og inflationen er blevet mindre« siden seneste finanslov.