Det bemærkelsesværdige ved tirsdagens møde i Venstres folketingsgruppe var ikke, at en række medlemmer rejste sig og udtrykte sympati med partiformanden, der indledningsvis havde beklaget de problemer, hans livsførelse har skabt for partiet.

Det var forventeligt og helt efter den drejebog, der er blevet normalen, når formanden har mødt offentlig kritik. Det nye var, skriver Weekendavisen, at der også var en kritisk røst, og ikke mindst, at den tilhørte Folketingets 2. næstformand Bertel Haarder (V). Haarder tog ifølge det oplyste ordet lige efter en række støtteerklæringer fra gruppefæller, der roste Løkkes håndtering af det næsten fire timer lange pressemøde to dage forinden og tilsvarende kritiserede pressens behandling af formanden.

I modsætning hertil mente Haarder, at formanden fremover skal rejse noget mindre og være mere synlig i folketingsgruppen. Indlægget endte med, at Haarder direkte opfordrede Løkke til at trække sig fra formandsposten i den omstridte organisation GGGI.

Samme opfordring afleverede flere fremtrædende Venstre-folk i sidste uge på de indre linjer. Haarder selv har ikke ønsket at bekræfte indholdet af sit indlæg, men henviser til, at gruppemøderne er fortrolige.

Bemærkelsesværdigt ved gruppemødet var det også, at partiets seniorindpisker, Claus Hjort Frederiksen (V), ikke tog ordet og forlangte opbakning til formanden. Hjort Frederiksen var tavs under hele mødet, hvilket ifølge Venstre-kilder hænger sammen med, at han er en af de mest fortørnede over, at Løkke har bragt partiet ud i en helt unødvendig krise.

Haarders og Hjorts reaktioner er betegnende for stemningen i Venstre. Selv blandt vanlige støtter mener man, at formanden har brugt en udbredt loyalitet langt over rimelighedens grænser for at redde sig ud af private og selvskabte vanskeligheder.

Således har han sendt sine nærmeste løjtnanter ud på håbløse aktioner. Både næstformand Kristian Jensen (V), politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) og udenrigsordfører Søren Pind (V) har været i byen med argumenter, der siden er undergravet af formanden selv. Han ville ikke hoppe fra tue til tue, forklarede han søndag; i stedet efterlod han løjtnanterne på tuer, der ikke kunne bære dem.

Sagen har dermed ikke blot slidt på Løkkes troværdighed, der for første gang siden valget i 2011 i flere målinger nu er på linje med eller under den, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan præstere. Den har yderligere givet ridser til næsten hele toplaget i Venstre. Hele partiapparatet har været i højeste alarmberedskab, siden sagen kom frem, og krisen er langtfra overstået, hvilket blandt andet kan aflæses af, at et forretningsudvalgsmøde, der skulle have været afholdt i november, er flyttet til i dag fredag.

I den øverste partiledelse har stort set al energi de to seneste uger været helliget sagen, samtidig med at man har set meningsmålinger, der ellers har ligget stabilt på den pæne side af 30 procent, synke under valgresultatet i 2011.

Mens partiets aktivister er travlt optaget af at føre kommunal valgkamp, er ledelsen af folketingsgruppen beskæftiget med at ringe rundt til gruppemedlemmerne for at minde dem om, at man ikke udtaler sig offentligt om formandens sag. En sådan rundringning fandt sted, lige efter at Løkke for små to uger siden skrev et brev til sine partifæller, hvor han beklagede, at hans rejsesag havde givet partiet problemer.

Indtil videre har partifællerne holdt disciplinen og afholdt sig fra offentlig kritik af Løkke. Til gengæld er det heller ikke muligt at finde mange, der vil udtrykke fuldtonet tro på formandens forklaringer.

BNB