Den italienske indenrigsminister åbner op for, at regeringen vil hjælpe vinter-OL til Italien i 2026.

Det italienske bud på at afholde vinter-OL i 2026 får nu opbakning fra den italienske regering.

Indenrigsminister Matteo Salvini siger således, at regeringen vil hjælpe buddet økonomisk, hvis investeringer fra private virksomheder og personer ikke rækker.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det italienske bud indebærer et vinter-OL, der afholdes i de to byer Milano og Cortina d'Ampezzo i det nordlige Italien.

Matteo Salvinis udmelding signalerer en holdningsændring i den italienske regering.

I oktober sagde vicepremierminister Luigi Di Maio nemlig, at man ville støtte buddet, men ikke bidrage økonomisk til at dække hverken direkte eller indirekte udgifter.

Vinter-OL blev i 2006 afholdt i Italien. Dengang med Torino som værtsby.

Onsdag stemte indbyggerne i canadiske Calgary nej til at ville lægge by til vinter-OL i 2026.

Afstemningen er ikke bindende, men det ventes, at de 15 medlemmer af byens byråd vil følge indbyggernes ønske.

Hvis Calgary bliver nødt til at droppe OL-buddet, så er der kun Stockholm samt det italienske bud tilbage.

/ritzau/