Som teenager fandt Johanne Eagle Road kærligheden hos Lakota-indianerne i USA, i deres naturtro og stammekultur. I dag er den 41-årige mor til fire stadig dybt betaget af de oprindelige naturfolks levevis og visdom, og hun kæmper indædt for indianernes rettigheder. Et engagement, der for nylig tog hende tilbage til indianerland.
Mødet med indianeren med det lange, mørke hår står stadig klart i erindringen. Selv blandt de flere hundrede indianere, der hver sommer samles til den rituelle soldans i Rosebud-reservatet i South Dakota. Hun blev forelsket, og de måtte lære hinanden at kende. Med kvindelist fik hun ham lokket med ud på prærien under påskud af at have brug for en ’guide’, der kunne hjælpe hende med at lede efter salvie. Han forstod heldigvis et vink. LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele portrættet med Johanne Eagle Road, hvor hun blandt andet fortæller om forhold, familie, fanatisme og kærlighed til naturen.
Som teenager fandt Johanne Eagle Road kærligheden hos Lakota-indianerne i USA, i deres naturtro og stammekultur. I dag er den 41-årige mor til fire stadig dybt betaget af de oprindelige naturfolks levevis og visdom, og hun kæmper indædt for indianernes rettigheder. Et engagement, der for nylig tog hende tilbage til indianerland.
Mødet med indianeren med det lange, mørke hår står stadig klart i erindringen. Selv blandt de flere hundrede indianere, der hver sommer samles til den rituelle soldans i Rosebud-reservatet i South Dakota. Hun blev forelsket, og de måtte lære hinanden at kende. Med kvindelist fik hun ham lokket med ud på prærien under påskud af at have brug for en ’guide’, der kunne hjælpe hende med at lede efter salvie. Han forstod heldigvis et vink.
En gang imellem kan et tilfældigt møde mellem to fremmede mennesker slå så voldsomme gnister, at det lægger sporene til et helt liv og antænder en glød, der ikke kan slukkes. Uanset hvor meget man prøver at styre sine følelser. 41-årige Johanne Eagle Road, der er født Tougaard Olesen, har oplevet det fire gange i sit liv. Første gang var den sommer i 1994, da hun mødte faderen til tre af sine fire børn, indianeren Cy Eagle Road.
Kimen til deres møde blev lagt året forinden, da Johanne Eagle Road rejste alene til USA i et halvt år, kun udstyret med sin rygsæk. Første stop var staten South Dakota, hvor hun bosatte sig hos Lakota-indianere i et reservat.
»Min mor syntes selvfølgelig ikke, det var det fedeste i verden, da jeg kom og fortalte, at nu pakker jeg altså min taske og rejser til USA for at leve med nogle indianere. Men det var som at komme hjem i mig selv. En dannelsesrejse og et møde med de budskaber og værdier, som giver dyb genklang inden i mig,« siger Johanne Eagle Road.
Efter nogle måneder i reservatet rejste hun videre til staten Washington i det nordvestlige USA, hvor hun boede hos en indiansk medicinkvinde, der ’adopterede’ den dengang 17-årige danske pige ind i sin familie. Et ophold, der for alvor åbnede et vindue ind til den indianske kultur.
Det, der ramte hende, var den indianske forståelse og respekt for sammenhængen mellem krop og sjæl, at kroppen ikke kan fungere, hvis hovedet er stresset. Og at kroppen skal være i balance, for at hovedet kan fungere optimalt. Og samtidig blev det indianske stammefællesskab en øjenåbner for, hvordan mennesker kan leve i harmoni med hinanden og naturen.
»Indianerne har en forståelse af, at ens familie ikke kun er dine egne nærmeste. Familien omfatter alle i hele landsbyen, ja hele lokalsamfundet. Der er plads til alle, alle bliver set som et enestående individ. Uanset handicap og forskelligheder. Og så var der den her kærlighed til jorden, en forståelse og anerkendelse af, at alt i verden er forbundet. At vi må tage ansvar for den jord, vi sender videre til vores børn. Jeg blev dybt inspireret af det,« siger Johanne Eagle Road.
Syv generationer frem
Hun sidder i den store, grå hjørnesofa, der dominerer den ene halvdel af spisestuen i hendes gård, der ligger nogle kilometer uden for Skanderborg. Ilden knitrer højlydt i brændeovnen et par meter fra hende, mens hun begejstret fortæller om opholdet.
På de hvide vægge i stuen hænger en smukt udsmykket økse og kraniet fra en bisonokse side om side med drømmefangere og indianske klædedragter. Alt sammen vidner om, at Johanne Eagle Road har taget den indianske kultur med sig hele vejen fra ungdommens dannelsesrejse.
»Der er en indiansk forståelse om, at vi skal tænke syv generationer frem. At det, vi gør i dag, skal være bæredygtigt langt ude i fremtiden,« fortæller hun.
En livsfilosofi, der allerede dengang vakte genklang i Johanne Eagle Roads indre.
»Jeg har altid interesseret mig for naturen og de kræfter, der ligger gemt i den. Jeg er Steiner-barn og er opdraget meget holistisk og helhedsorienteret. Mine forældre gav mig ret tidligt en forståelse af, at der er mere mellem himmel og jord, og jeg var meget fascineret af indianerne og deres levevis fra helt ung af. Derfor måtte jeg bare derover for at prøve at leve sammen med dem,« siger hun.
Den efterfølgende sommer tog hun ti dage fri fra sin læreplads som økologisk landmand for at rejse tilbage til South Dakota. Hun ville opleve indianernes soldans igen, det fire dage lange ritual for healing, og som skaber en urforbindelse til naturen, men som i nyere tid mere har fået karakter af en identitetsskabende sammenkomst for de tusindvis af nordamerikanske indianere, der samles til ritualerne forskellige steder i Nordamerika hver sommer.
»Det var så smuk en oplevelse året før, at jeg lovede mig selv at opleve det igen. Det blev lige så intenst, som jeg huskede det, og så var det jo, at jeg forelskede mig i Cy (Eagle Road, red.) på min sidste aften derovre,« siger Johanne Eagle Road, inden hun beskriver episoden, hvor hun mødte Cy Eagle Road.
Næste dag skulle hun rejse hjem til Danmark, stormende forelsket. Hun var kun lige landet, da hun sagde op på sin læreplads. De næste tre måneder skrev hun breve til Cy, men fik aldrig svar. Så tog hun sagen i egen hånd og rejste til South Dakota for at finde ham. Det lykkedes efter ti dages søgen. Herefter rejste parret frem og tilbage mellem Danmark og USA på turistvisum.
»Vi besluttede ret hurtigt, at vi sammen skulle bo i Danmark. I reservatet var Cy en af mange indianere, men herhjemme ville han kunne trænge igennem med det budskab om kærligheden til jorden og den visdom, som ligger i hans kultur, og vi kunne holde foredrag, hvor han kunne fortælle om sit indianske liv,« forklarer Johanne Eagle Road.
Alenemor til tre
Parret bosatte sig først i en tipi ved et besøgslandbrug nær Auning på Djursland, hvor de begge fik arbejde. I deres fritid rejste de rundt og holdt foredrag.
Måske var det på grund af de kolde vintermåneder under tipiens teltdug, at Johanne Eagle Road blev gravid. I hvert fald kom tvillingerne Sander og Lukas til verden i juli 1996.
Det blev begyndelsen på nogle turbulente år, hvor parret knoklede for at kunne leve af at holde foredrag samtidig med, at livet som småbørnsforældre skulle hænge sammen.
»Interessen blev faktisk overvældende. Folk kom uanmeldt forbi for at besøge os. Cy følte, han var den her spændende indianer, som alle gerne ville høre på. Han følte sig nok i bund og grund ensom, fordi han hele tiden skulle være noget specielt,« forklarer Johanne Eagle Road.
Året efter døde hendes mor efter få måneders kræftsygdom. Et pludseligt farvel, der ramte ekstra hårdt, forklarer Johanne Eagle Road, fordi hun netop som nybagt mor havde brug for sin mors opbakning og vejledning. Men også en nær og smuk proces, der lærte hende om styrken i sårbarheden og om livet og døden.
Med arven efter sin mor købte hun og Cy en gård nær Kolind på Djursland, hvor de ville indrette kursussted. Oven i det arbejde blev den lille indianerfamilie i maj 1998 udvidet med datteren Ina. Men midt i det hele ville Cy hjem til soldans i South Dakota.
Tre uger senere stod Johanne Eagle Road i lufthavnen og ventede på sin mand sammen med deres tre små børn. Men Cy dukkede aldrig op.
»Han valgte at smutte fra det hele, simpelthen. Og med ét blev jeg alenemor til tre som 23-årig. Jeg havde bygget en drøm op om det her liv som ’indianerens kone’, men lige dér fik drømmen et virkelighedstjek. Mange af foredragskunderne blev også ret sure, når jeg fortalte, at jeg kom alene, men de fik valget, og det gik, for jeg fandt ud af, at jeg sagtens selv kunne komme ud med det budskab, bare ved at være mig,« fortæller Johanne Eagle Road med et smil.
For selvom det var et hårdt at være alenemor på en stor gård og samtidig passe en spirende kursusvirksomhed, der også begyndte at rumme indianske ceremonier, så bar hun hverken dengang eller i dag nag til indianeren, hun forelskede sig i på prærien.
»Jeg tror, det var en kombination af mange ting: Han havde haft en hård opvækst med misbrug og vold, han var blevet far i en tidlig alder, vi knoklede med foredrag og gården, selvom vi havde et stort og dejligt netværk omkring os, og så var hele det indianske liv langt hen ad vejen min drøm. Det blev for meget for ham,« funderer hun.
Dyrekøbt livserfaring
Godt et halvt år senere fandt Johanne Eagle Road en ny kæreste, Steen, som tog de tre børn til sig.
De flyttede sammen på gården i Kolind, og sideløbende involverede de sig i projekt Friland, det økologiske landsbyfællesskab ved Feldballe, som DR har fulgt i flere programrækker siden opstarten i 2002.
Men kombinationen af at have et kamera i ryggen i døgndrift, at passe to fuldtidsjob og tre børn og samtidig bygge nyt, blev for meget for dem. Johanne Eagle Road udviklede en depression, så de var nødt til at trække stikket helt ud.
»Det år, vi var involveret i Friland, havde vi måske ti minutter for os selv. Jeg kan huske engang, vi lige havde sat os til bords i huset i Friland, og så kom der lige pludselig en totalt fremmed familie ind uden at banke på, og de begyndte at banke på trævæggene og spurgte: »Nå, hvad er det her lavet af?«. Det er det bedste eksempel på, hvor absurd det år var. Alle vores drømme om at leve bæredygtigt, med nærvær og ro, det hang bare ikke sammen. Derudover havde jeg nogle oplevelser i bagagen, som jeg ikke havde fået bearbejdet ordentligt. Cy, der skred, min mors død. Jeg fik svært ved at holde sammen på mig selv,« siger Johanne Eagle Road.
Kort efter trak hun og Steen sig fra Friland, de solgte gården i Kolind og rejste væk et halvt år med børnene til bl.a. Nepal, Laos og Thailand. Ønsket om at leve i et bæredygtigt fællesskab brændte stadig, så da familien kom hjem igen, flyttede de til Skanderborg, og i 2004 kom datteren Aya til. Året efter fandt de gården på Krogdalsvej, et rigtigt håndværkertilbud, lidt uden for Skanderborg, hvor Johanne Eagle Road bor i dag.
I dag ser hun depressionen som en dyrekøbt, men ikke desto mindre lærerig erfaring i hendes uddannelse som coach, mentor og underviser. For den mørke og travle periode betød, at hun på egen krop forstod værdien af et sind i balance. At tage tingene i et tempo, hvor hovedet kan være med.
Det er bl.a. den visdom, Johanne Eagle Road hjælper andre til at forstå, når hun i dag underviser i eksempelvis mindfullness, personlig udvikling, spiritualitet og stresshåndtering. Den største indtægtskilde er dog salget af tipier og historiske telte, som sikrer hende en nogenlunde fast indtægt, da Eagleroad kursuscentret nok er hendes hjertebarn, men ikke giver en stor nok indtægt til at leve af alene.
Stammeliv på gården
At kalde gården på Krogdalsvej et håndværkertilbud er ifølge Johanne Eagle Road en underdrivelse af de helt store, også selvom det ikke er til at se i dag, hvor stuehuset både indvendigt og udvendigt, ser nydeligt og hjemligt ud, ligesom også de gamle staldbygninger har fået en ordentlig overhaling, og i dag er indrettet til at huse to kursuslokaler, fælleskøkken og til at have overnattende kursister og gæster.
Det har taget mange år at få sat i stand. Men da gården endelig stod nogenlunde færdig, valgte Johanne Eagle Road og Steen at gå hver til sit.
»Jeg mødte ham på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde brug for støtte. Og han er en klippe samtidig med, at han har en vanvittig skabertrang. Vi var enormt gode til at have et praktisk fællesskab sammen, og vi var fantastiske til at skabe rammer omkring os, men vi var måske knap så gode til at fylde rammerne ud og skabe ro og nærvær,« siger Johanne Eagle Road.
De to har dog bevaret den tætte kontakt vedrørende deres fælles datter Aya og Johanne Eagle Roads ældste datter, Ina, og Steen kommer stadig forbi gården flere gange om ugen, ligesom de holder jul sammen.
I slutningen af 2008 kom Robert ind i hendes liv. En mand, der ligesom hende selv fandt inspiration i livet et alternativt sted: i de nordiske guder, i spiritualiteten og forståelsen af jorden som en livgivende kraft.
»Vi havde en fantastisk forståelse for hinandens ståsteder, og drømmen om livet tæt på naturen, kurserne og fællesskabet kunne jeg dele med Robert,« fortæller Johanne Eagle Road.
De blev gift, og Robert flyttede ind på gården. Han havde to børn fra et tidligere forhold, og med fem teenagere udviklede gården sig til et socialt trafikknudepunkt i kombination med de mange kursusgæster.
På gården boede også en nær ven af familien, ligesom Johanne Eagle Roads veninde og hendes søn stadig bor i en lejlighed, der er indrettet i en af de gamle stalde.
»Jeg elsker at omgive mig med mennesker, jeg holder af. Det giver en masse kaos og dynamik. Jeg har lært at give los på kontrollen og bare nyde alt det liv, der så bliver skabt omkring én, og ikke mindst følelsen som fællesskabet giver,« siger Johanne Eagle Road.
Det er den samme rummelige tilgang, som indianerne praktiserer i deres stammefællesskab, som hun har forsøgt at give videre til sine børn, forklarer hun.
»De har haft glæde af, at der altid var nogen på gården, man kunne snakke med og lave noget med. Vi er en meget musikalsk og kunstnerisk familie, og der opstår ofte inspirerende sammenkomster omkring bålet i haven eller i stuen. Og jeg håber da meget, at det har givet dem en tilgang til livet, hvor de respekterer forskellighed. Det synes jeg i hvert fald, jeg kan se i dem,« siger Johanne Eagle Road.
Amors uransagelige veje
Men ægteskabet mellem hende og Robert blev sat voldsomt på prøve, trods deres mange ligheder og gensidige forståelse og respekt for hinandens livsfilosofi. For i sommeren 2015 blev Johanne Eagle Road påny ramt af lynet, lige så uforudsigeligt og pludseligt som dengang, hun forelskede sig i indianeren på prærien.
Denne gang var det en lyshåret svensk viking, Dennis Glanby, som hun i bogstaveligste forstand slog benene væk under. Det skete til vikingetræf på Moesgaard Museum under træningen til den årlige vikingekamp, der opføres for publikum.
»Jeg var på den ene side i kampen, og Johanne var på den anden, og vi mødte hinanden med et brag, fordi hun kom ridende på hesteryg og sparkede mig lige i ansigtet,« fortæller Dennis Glanby med et grin.
»Det passer ikke helt, Dennis havde et skjold til at beskytte sig med, men skjoldet ramte ham, så han flækkede læben,« korrigerer Johanne Eagle Road smilende.
De sidder tæt sammen i sofaen, hvor deres hænder ustandseligt mødes og fletter sig sammen, mens Johanne fortæller sin historie. Men det var ikke planen, at den gifte kvinde skulle gå fra sin mand.
»Det har været et vanvittig turbulent år, fordi vi blev hovedkulds forelsket. Jeg havde et godt ægteskab med Robert, der også skulle afsluttes på en ordentlig måde, for vi har et kæmpe fællesskab omkring os herude, og vi ønskede for alt i verden, at alle kom helskindet igennem og godt videre. Men folk kunne godt se det, de sagde: »Den mand får dig til at skinne«. Så det var meant-to-be med Dennis,« siger Johanne Eagle Road.
Men beslutningen om at bryde ægteskabet var ikke let, bl.a. fordi der var mange børn involveret i Johanne og Roberts ægteskab.
»Det har været en tung beslutning, som har involveret mange personer,« forklarer hun.
Idealistisk - ikke fanatisk
På væggen ved siden af det lange spisebord i stuen hænger en billedramme med et citat, der er lidt svært at læse ved første øjekast. Billedet er en næsten helt frisk julegave fra Johanne Eagle Roads yngste barn, 12-årige Aya. »Remember: As far as anyone knows, we’re a nice, normal family,« står der.
»Hun er ikke uden humor, min yngste,« siger Johanne Eagle Road med et smil så bredt, at det blotter det hvide tandsæt.
Det er en af den slags små gaver, der betyder meget mere, end afsenderen selv begriber. For Johanne Eagle Road er det beviset på, at hendes store familie stille og roligt er ved at være kommet videre oven på en livskrise.
For Dennis Glanby har den nye tilværelse tilsvarende været en omvæltning. Det er sin sag at komme til et sted, der er så omfattende, både arbejdsmæssigt, familiemæssigt og med en livsstil et og netværk, man skal lære at kende. Han kommer selv fra et skånsk motorsportshjem, hvor teknik og logik er i højsædet, og hvor der ikke er den store forståelse for åndelighed og anderledes levevis.
»Jeg er også glad for en stor bøf, og jeg havde ikke skænket mit CO2-aftryk en tanke, før jeg mødte Johanne. Så det har krævet lidt tid at tilvænne sig,« siger Dennis Glanby grinende.
Der var nogle smagsløg, der skulle slibes af, for Johanne Eagle Road prøver i overensstemmelse med de indianske principper at leve så bæredygtigt som muligt, og familien spiser næsten 100 pct. økologisk.
»Men jeg er ikke fanatisk. Der er ikke konkrete regler, men vi forsøger generelt at holde CO2-aftrykket så lavt som muligt. Vi spiser stort set kun økologiske fødevarer, vi prøver så vidt muligt at spise lokale råvarer, og så spiser vi meget lidt kød og masser af grøntsager,« forklarer hun.
For der skal være sammenhæng mellem det, man prædiker, og det, man lægger i indkøbskurven, siger hun.
»Forbrug er en klar måde at stemme på, og jeg holder mig fra varer fra bestemte multinationale virksomheder, f.eks. Monsanto (kemikalievirksomhed, red.), Nestlé og Coca-Cola. Det er selskaber, der forsøger at privatisere vand, som om det skulle være en ressource, nogle få globale virksomheder skal tjene penge på,« siger hun skarpt.
Tilbage til helligt land
En af de ting, Dennis Glanby hurtigt har taget til sig, er Johanne Eagle Roads interesse for og engagement i de nordamerikanske indianere, kampen for klima og miljø og naturfolks rettigheder.
I november måned sidste år førte det dem sammen til Standing Rock i Lakota-indianernes reservat i North Dakota, hvor et amerikansk oliefirma har planer om at føre en rørledning gennem Missouri-floden i indianernes hellige land.
Det var deres første rejse sammen, hvor Dennis Glanby samtidig fik et indblik i den kultur, der betyder så meget for Johanne Eagle Road. For hende blev det et rørende, men også oprørende gensyn med det folk, hun forelskede sig i for mere end 20 år siden.
»Det er den samme historie, der gentager sig igen og igen. Først var det bisonerne og indianernes levevis, der måtte lade livet. Så var det nybyggerne og guldfeberen, der pressede dem ind i reservaterne, inden man til sidst fuldstændig ødelagde deres kultur. De er blevet misbrugt, trådt på og udnyttet gennem generationer. Og jeg vil ikke se passivt til, mens de her store firmaer tromler hen over indianerne og deres kultur, fordi de ved, at deres protester aldrig bliver hørt,« siger hun.
Samtidig er der et andet afgørende aspekt i protesterne, som er lige så vigtigt for Johanne Eagle Road: miljøpåvirkningen af Missouri-floden, der afvander mere end en 1/6 af det amerikanske kontinent, og som er vandtilførselsåre for mere end 17 mio. mennesker.
»Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt olieledningen lækker, men hvornår,« siger hun med tryk på sidste stavelse.
Rovdrift på naturen
»Hvis først floden er blevet forurenet langt oppe, så vil hele oplandet neden for blive ramt. Det er igen et spørgsmål om, at vi skal handle og leve syv generationer ud i fremtiden. Hvis vi havde en forståelse af tingene, som indianerne har, så ville vi ikke drive rovdrift på jorden, som vi gør i dag,« uddyber hun.
For Johanne Eagle Road handler det derfor om at åbne folks øjne for det ressourceforbrug, der ligger til grund for samfundet i dag. Det er bl.a. det, hun har forsøgt at formidle de sidste 23 år med mere end 1.000 foredrag om indiansk kultur og bæredygtig livsstil.
»Den måde, vi lever på i dag, kræver reelt 4,3 jordkloder i forhold til CO2-aftrykket for at kunne opretholde vores nuværende forbrug og levevis. Så vi er tvunget til at gøre op med den måde, vi lever på i dag, at finde nye måder at leve på. Og jeg tror på, at jo mere ude af balance vi er med os selv, des mere har vi brug for at fylde på udefra, at rage til os for at vise »her går det godt«, med store biler, store huse og dyre rejser. Men sådan kan vi ikke blive ved med at leve, og det er det, jeg gerne vil åbne folks øjne for,« afslutter hun.
