B.T. mødte Xander, der i sidste uge blev idømt 60 dages betinget fængsel for at have slået en mand med en metalstang efter en batalje på en musikfestival. Det ønskede Anne Linnets 23-årige søn ikke at snakke om.
Men han stillede gerne op til en battle udi festival-livets andre discipliner. Konkurrenten, hans mor, er nemlig også på plakaten til årets Smukfest.
Hvordan er det så egentlig at være på festival med din mor?
Jeg er jo ikke på festival med hende, fordi hun spiller i København med sit eget band. Men det er for sindssygt. Jeg har tullet rundt omme bag ved scenen i min lille ble, da jeg var med hende som mindre og drømt om den dag, jeg selv skulle stå på scenen og fyre den af. Og det var så i dag. Det var for vildt.
Hvem er bedst til at drikke øl? Dig eller din mor?
Jeg vil faktisk have lov at sige, at det er ingen af os. Jeg drikker rigtig meget alt mulig andet, Vodka og Jack D, men lige øl har jeg aldrig holdt af. Min mor kan godt lide en kold øl.
En festival bliver hurtig ulækker med mudder og ildelugtende toiletter. Hvem er mest sippet – din mor eller dig?
Det er hende. Jeg tror bare, jeg er en københavnerdreng, der ikke er bange for lidt mudder.
Hvem er så bedst til at danse?
Det er mig. Haha. Det er meget sjældent hun danser.
Og sidst, men ikke mindst: Hvem er bedst til at gå ud på festivalpladsen og score damer? Dig eller din mor?
Ja, den er svær. Den er virkelig svær. Men det er nok også mig. Det er ikke, fordi hun er dårlig til det. Det er bare mig, der er bare mig, der er exceptionelt god til det.
Så du scorer flere damer end din mor?
Ja, det gør jeg.
Hvordan bærer du dig egentlig ad med det?
Jeg har jo f.eks. skrevet en sang, der hedder ’Os to og mine lagner’. Har du skrevet en sang, der hedder ’Os to og mine lagner’? Skriv en sang, der hedder ’Os to og mine lagner’, så skal du se. Resten vil jeg ikke fortælle.
Nu har der været skrevet rigtig meget om en vis hændelse. Har det gjort, at du ikke længere ønsker at komme som gæst på festivaler?- Nej... Nu fangede du mig på det forkerte ben. Det tror jeg egentlig ikke, jeg vil snakke om, siger Xander om den dom, han i sidste uge fik for at have slået en mand med en metalstang og sparket ham med bare fødder.