Brandon Cox og Deerhunter skuffede i Lille Vega med en svingende koncert, der langtfra levede op til bandets svært hypede rygte.
Hvorfor er det, at 2009 har været sådan et forfærdeligt koncertår? Og hvad er der galt med de bands, der så endelig er dukket op? Søndag aften føjede Deerhunter endnu en halvsløj koncert til årets repertoire af skuffelser.
Georgia, Atlanta-kvartetten har ellers over tre plader skabt deres helt egen stærkt hypnotiske og psykedeliske form for shoegaze – en krydsning af Neus krautrock og Jesus & Mary Chains støjpop. I familie med Jason Pierces Spiritualized og Spacemen 3.
Men det seneste album ’Microcastle’ er en mere poppet – og også mindre interessant – affære, der viser nye Flaming Lips’ske sider af bandet, og dét smittede tydeligvis af på knogleskøre Brandon Cox og resten af bandets indsats i Lille Vega søndag aften.
Ingen harmoni
Der er vel ellers næppe noget, der passer bedre til en slap søndag end sugende psykedelisk og hypnotisk musik, så der var egentlig god grund til at pumpe forventningerne lidt op forud for seancen på et udbombet Vesterbro, der netop havde lukket og slukket for Strømfestivalen.
Og koncerten startede da også ganske fortrinligt med en dekadent dunkende udgave af ’Cryptograms’, men her fra svingede det hele alt for meget i kvalitet.
Ikke blot fordi sangene fra ’Microcastle’ ikke harmonerede med det gamle materiale, men også fordi kun halvdelen af Deerhunter så ud som om, de rent faktisk nød at befinde sig på scenen i den faktisk godt fyldte sal.
Den mudrede lyd kvalte et flertal af sangene, og af samme grund stod man hele tiden og håbede på, at hjortejægerne ville skramle ordentligt igennem, når nu det alligevel var så svært at høre, hvad der foregik.
Buldrende afslutning
’Nothing Ever Happened’ agerede godt eksempel i koncerten, og Brandon Cox lod sig da også rive med for en kort stund, og hoppede ned fra scenen for at guitarstøje i tæt kontakt med publikum.
I modsatte ende af spektret var ’Microcastle’, der blev spillet så afdæmpet, at man ville have kunnet høre den berømte knappenål falde til gulvet under det andægtige publikums eksemplariske stilhed.
Men højdepunktet var det sidste ekstranummer – ’Calvary Scars’, som blev trukket ud over ti støjende minutter i modsætning til de to, den varer på plade.
God, buldrende afslutning på en koncert, der desværre var alt for usammenhængende til rigtigt at kunne imponere.
