Amerikanske Lifehouse bragede igennem i 2000 med debuten No Name Face. Siden da har salgstallene været svigtende, og det bliver der nok ikke ændret på med dette udspil.
Det er moden, voksenorienteret poprock, og det er der ikke noget galt i, hvis ikke det føltes så ufarligt. Det virker aldrig som om, at der for alvor er noget på spil.
Ueffen sangskrivning er det ikke, men det nærmer sig det kalkulerede. Åbningsnummeret Hurricane lyder et øjeblik til forveksling som gennembrudshittet Hanging by a Moment. Tilfælde?
Et nummer som One for the Pain er glimrende pop, men også tamt. Sangens hjertesorg føles som dulmet af Valium. Albummet drypper af patos, pakket ind i den store pop-produktion, men man lytter aldrig rigtig nøje efter. Er det virkelig muligt at rumme så store følelser og videregive dem anonymt som væggene i lægekontorets venteværelse?
Gruppens syvende udspil er ganske sympatisk, og det vil da sikkert også glæde nogle lyttere. Jeg keder mig dog. Og det er næsten det værste.
Lifehouse: Out Of The Wasteland, Kobalt | Udkom 26. maj 2015
